Iselin C. Hermanns roman ”Berninis øje” (2023) handler om den italienske billedhugger, maler og arkitekt Gian Lorenzos liv og de mange kunstværker, han skabte i sin levetid i 1600-tallets Rom.
Gian Lorenzo, der som voksen blot kalder sig Lorenzo, er et vidunderbarn, der allerede som 12-årig overgår sin far, Pietros, evner som billedhugger. Da faren er travl med en udsmykning, overtager Gian Lorenzo farens bestillingsopgave om at skabe en buste af en afdød, og resultatet ender med at være bedre end det, faren kan frembringe. Løsrivelsen fra farens dominans bliver en følgesvend i Gian Lorenzos liv, lige som kærligheden til kvinder – ikke mindst til Costanza, der er gift med Gian Lorenzos stenhugger Matteo. Selv bliver Gian Lorenzo gift med den meget yngre Caterina, og han kan kun holde sig fra affæren med Costanza, hvis han har hænderne fulde af arbejdsopgaver. Og det giver de mange skiftende paver ham.
136337378
Bogen er inddelt i fire dele med mange korte kapitler, der alle bærer poetiske eller fortællende titler, og den er skrevet i tredjeperson af en fortæller med alvidende egenskaber og evnen til at se frem i tiden. ”Berninis øje” er nemlig ikke en traditionel skildring af et virkeligt menneskes liv og levned. Allerede fra første side hører vi, at den version af Rom, som Gian Lorenzo Bernini går igennem, ikke ligner det Rom, som vi kender fra nutiden – der er ingen oval plads foran Peterskirken, og mange af skulpturerne er endnu ikke opført – og senere hører vi, hvorfor denne ophævelse af tid er en fast ledsager gennem romanen: ”Tid er en konkylie du sætter for øret og hører havets brusen, citrondråber som får en østers til at trække sig sammen og få smagen af urhavet frem i dit svælg, en prisme som bryder lyset, tid er den sætning du ikke kan trække tilbage, (…) Men for Berninis findes dimensionen tid ikke. Kun rum.” (s. 208).
Tiden er med andre ord ophævet som en fast kronologisk orden, fordi tiden ophæves for kunstneren – Bernini – når han skaber. På romanens sidste sider skifter fortællingen til jeg-fortæller og til nutiden, mens fortælleren – der fremstår som den samme som forfatteren – bevæger sig rundt i det moderne Rom.