Kongen af Sydspanien

Citat
”Hun var farlig, den Doña. Hendes hår var mørkt og sat op med en stor skildpaddekam, som hun havde hugget hovedet af en fin dame for at få fat på. Hendes læber var røde, ikke fordi hun havde skåret sig på dolken, men røde af … Uha, jeg kan ikke så godt lide at tænke på det. Hendes læber var røde af blod fra … Nej, skal vi ikke snakke om noget andet?”
”Kongen af Sydspanien – og hele balladen”, s. 27.

Iselin C. Hermanns ”Kongen af Sydspanien – og hele balladen” udkom for første gang i 1999. I dag regnes den for en klassiker inden for børnelitteraturen, og den er blevet genoptrykt i flere udgaver.

”Kongen af Sydspanien” er en roman til børn, der er skrevet som én lang højtlæsning inddelt i 17 kapitler. Sproget er præget af henvendelser til og spørgsmål til et ’du’, som naturligvis er den, der bliver læst højt for, og denne dialogiske form leveres i mundret stil. Vi hører, at fortælleren har hørt historien om sin tiptipoldefar, der var konge i Sydspanien, fra sin egen morfar, og nu fortælles den videre til os. På den måde skabes der et levende rum, hvor ’den store sandhed’ skal tages med et gran salt, og hvor barnets fantasi og forestillingsevne kan udfolde sig i fuldt flor.

22645331

”Kongen af Sydspanien” handler om Guzman, der ved sin fødsel blev skænket en trylleformular af en slags god heks, der havde forudset, at Guzman ville få brug for at gøre sig usynlig tre gange i sit liv. Guzman vokser op som den kommende konge i Málaga, og da han som barn leder efter sten på stranden, får han brug for at sige trylleformularen for første gang, da et uhyggeligt havmonster – havulven – dukker op ad vandet. Sidste gang, han anvender sin trylleformular, er på bogens sidste sider, da han skal give tronen videre til sin modvillige søn Safiro, og i de mellemliggende kapitler hører vi om alle de eventyr, Guzman og Safiro kommer på.

Vi hører om landevejsrøverne Doña og Den Onde-lyne-mig, hvoraf den sidste står for mange af romanens komiske indslag og morsomme, opfindsomme skældsord, vi hører om verdensmanden Theobald, der både bliver Guzmans gode ven og mundskænk, om landevejsrøvernes søn Niño og kokken Oscar el Mayor.

”Kongen af Sydspanien” er på mange måder et klassisk fabulerende eventyr, hvor grænserne mellem fantasi og virkelighed er naturligt udviskede, men det skiller sig ud fra mængden ved at italesætte den tvivl, der findes hos lytteren. Skete det her mon i virkeligheden? Kan det virkelig passe? Hos Iselin C. Hermann er svaret ligetil. Ja, det skete – og det kan du bide dig selv i næsen på.