Egentlig troede Christina Hesselholdt, at hun var færdig med Camilla og vennerne, da de fire første bøger udkom i en samlet udgave med titlen ”Selskabet” i 2015. Men seks år senere, i 2021, udkom ”Feje blade sammen op mod vinden”.
Camilla og vennerne er blevet midaldrende, og der er også kommet et barn til. Camilla er således blevet alenemor til en nu seksårig datter, men det er nu ikke hverken moderskabets eller barnets perspektiv, der fylder. Det gør til gengæld tabet af faren, som Camilla forsøger at forstå retrospektivt ved dels at dissekere en udstilling af 26 yndlingsgenstande, faren lavede kort før sin død, og dels et interview som Camillas søster har lavet med ham. Camilla reflekterer blandt andet over, hvordan hun løbende har måttet ændre sit syn på faren igennem livet.
38789821
Tab og sorg bliver ligeledes tematiseret via Camillas forhold til hendes aldrende hund, som hun i værkets slutning må få aflivet. Kærligheden til hunden bliver kontrasteret af landbrugets forhold til dyr og en stadig mere truet natur – et emne som vennerne diskuterer løbende. For Alwilda bliver trangen til at handle så presserende, at hun springer ud som dyreretsaktivist og skriver ’dyremorder’ på en varevogn. Flere gange diskuterer hun dyrevelfærd i det danske landbrug med vennerne og bliver indigneret over især Almas mere ligegyldige tilgang.
Denne splittelse mellem vennerne er central i fortællekredsen, tilsammen med de kontinuerlige forsøg på at skabe bro og styrke fællesskabet. Samtidig er splittelsen et centralt tema i dette værk – nemlig splittelsen mellem behovet for at grave sig tilbage i fortiden for at forstå, som Camilla repræsenterer, og behovet for og forpligtelsen til at forsøge at forbedre verden, som ikke mindst Alwildas dyreretsaktivisme repræsenterer.
Hvad der er vigtigst, giver forfatteren ikke et svar på, men måske er begge dele ’som at feje blade sammen op mod vinden’ – altså nærmest en umulighed. I hvert fald beskrives det flere gange, hvordan faren helt konkret fejede blade sammen op mod vinden, ligesom Alma reflekterer om Alwildas aktivisme, at ”hun forsøger dog i det mindste at handle, selv om hendes såkaldte aktivisme hidtil har været lige så effektfuld som fejede hun blade sammen op mod vinden.” (s. 80).