Havet i munden

Citat
”Følelsen af at forsvinde
i flere forskellige retninger samtidig
Kan ikke skelne den høje puls fra bevægelsen
fra årstiden, fra lugten af mad og varm asfalt”
”Havet i munden”, s. 26.

Luka Holmegaards digtsamling ”Havet i munden” fra 2023 består af noteagtige prosadigte, der kredser om især to motiver: den kropslige erfaring af at bade i havet, at lade kroppen omslutte af vand, og den hormonelle forandring, der sker, når man tager testosteron. I digtene opstår der ligheder mellem kroppen i vandet og kroppen, der forandrer sig. Begge tilstande forsøges beskrevet indefra, er private og offentlige på samme tid og kræver et nyt sprog for at kunne beskrives. Men hvor den ene tilstand, at være i vand, er en erfaring, der deles af mange, er den anden tilstand, at tage testosteron, en erfaring kun få har.

136675516

Gennem digtsamlingen giver det anledning til flere forskellige typer af samtaler og tankestrømme, og digterjeget synes at undersøge forskelle og ligheder mellem de to erfaringer og måske mest af alt at undersøge sproget, der kan udtrykke dem. De to motiver flettes sammen og kaster gensidigt lys på hinanden. Det lyder for eksempel sådan: ”Følelsen af at sidde på rælingen, læne sig bagover/ lade sig falde ud i noget andet// og samtidig: som lige akkurat at nå toget/ stå bag de netop lukkede døre, hjertet i halsen og man kom med” (s. 19). Digterjeget giver sprog til, hvad det vil sige at have en transkrop, eller måske snarere, hvad det vil sige at mærke en transkrop.
Sansningerne er konkrete og er både nøgternt konstaterende og euforiske. Transkroppen opleves som noget nyt og spændende, som en voldsom energi og som en ny teenagetilstand. Den stemning modstilles af digterjegets møde med det offentlige system, hvor klinikken er ”en form for straf”. Den transkønnede skal performe en lidelseshistorie for at få hjælp. Således løber en subtil vrede side om side med glæden, letheden og lysten. Digtsamlingen falder i fire dele, der hverken skal indikere en udvikling eller en fremadskridende fortælling. De fire dele fungerer snarere som en inddeling eller kategorisering af de noteagtige observationer, som digtene udgøres af.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Havet i munden"