Novellesamlingen ”Mogens og andre Noveller” fra 1882 samler de seks noveller, J.P. Jacobsen nåede at færdiggøre i sin levetid. Der er tale om seks meget forskellige tekster, som kredser om emner som lidenskab, kærlighed, jalousi, tab, skyld og ansvar.
62502355
”Mogens” er J.P. Jacobsens debut og udkom i 1872 i Nyt dansk Maanedsskrift. Novellen skriver sig både ind i naturalismen og symbolismen, men med enkelte romantiske præg, som blandt andet afsløres, når forfatteren benytter besjælinger og skriver om en egetræsstamme, at den ”vred sig i Fortvivlelse” (s. 7). Hovedpersonen Mogens er et udpræget naturmenneske, som distancerer sig fra civilisationen. Da han mister sin elskede i en brand, trækker sorgen dyriske elementer frem i hans plagede sind, og han lever et udsvævende, råt liv i begærets vold. Da han forelsker sig på ny i Thora, tør han i første omgang ikke elske kødeligt og lidenskabeligt, da det er forbundet med negative kræfter og handlinger, men til slut bliver Mogens og Thora forenet med hinanden og naturen. ”Mogens” er således en novelle om såvel menneskelige instinkter og psykologi som naturens og kulturens formende kræfter.
Novellen ”Et skud i Taagen” fra 1875 er inspireret af den amerikanske forfatter Edgar Allen Poe og er et psykologisk trekantsdrama om kærlighed, jalousi og hævn. ”To verdener” fra 1879 tematiserer sygdom, håb, skyld og skab, mens ”Der burde have været Roser” fra 1882 er en ironisk tekst, hvor to personer i et skuespil diskuterer længsel og kærlighed.
”Pesten i Bergamo” og ”Fru Fønss” er begge skrevet i 1882 og foregår under sydlandske himmelstrøg, men emne- og fortællermæssigt er de vidt forskellige. Hvor ”Pesten i Bergamo” handler om håbløshed og dehumanisering under et pestudbrud og munder ud i religiøs sadisme og masochisme, er ”Fru Fønss” en udpræget feministisk novelle om at tage ansvar for sit eget liv og om at leve lidenskabeligt og føle sig levende. Novellens hovedperson er den knap 40-årige enke, der trodser sine børns ønske om evig troskab mod den afdøde enkemand, og som finder sig selv i mødet med sin ungdomskærlighed.
Flere af novellerne har et skitseagtigt præg og blev i Jacobsens samtid kritiseret for at være kompositorisk svage, men det er netop de elementer – de stillestående scener, den arabeskagtige stil kombineret med et koloristisk sprog – der kan få novellerne til at virke moderne. Selv med nutidige briller.