Han havde aldrig kørt med tog, han ville ikke.
Oplevelsen kan aldrig blive det samme som forestillingen om det oplevede. Sådan tænkte han.”
Tove Janssons ”Dockskåpet” (”Dukkehuset”, 2020) består af tolv noveller. Samlingen, der udkom første gang i 1978, skildrer relationer i forskellige afskygninger, heriblandt også to homoseksuelle forhold i titelnovellen ”Dukkehuset” og i samlingens sidste novelle ”Den store rejse”. Flere af novellerne tager afsæt i forholdet mellem alderdom og ungdom og leger med de forventninger, der knytter sig til disse livsfaser. I ”Den store rejse” er det for eksempel i højere grad en datters selvskabte dårlige samvittighed over for hendes mor end morens svagelighed, der holder hende tilbage fra at udleve sin ungdom.
I novellen ”Dukkehuset” bliver den ene part i et ældre parforhold, Alexander, besat af at bygge det perfekte hus i dukkestørrelse. Hans partner Erik forsøger i det små at engagere sig, men projektet skiller dem mere og mere ad, og da elektrikeren Boy bliver involveret i at installere lys i huset, bliver Erik presset ud i voldsom jalousi.
48329896
Novellen ”Lokomotiver” handler også om en form for grænseløs lidenskab eller besættelse. Hovedpersonen, en maskintegner, er opslugt af lokomotiver, som han tegner i sin fritid. Han forestiller sig vilde togfantasier med sig selv som lokomotivfører. Hans forhold til lokomotiver repræsenterer alt det, han ikke udlever i sit daglige liv – vildskab, eufori, endda erotik (se citatet). Først da han møder en kvinde, der synes at have samme interesse som ham selv, bryder han sin selvisolation.
Et helt centralt tema i samlingen er sammenstødet mellem virkeligheden og de forestillinger, vi gør os, og de forventninger, vi har til livet. I flere af novellerne spiller kunsten eller passionen for at skabe noget en rolle som et sted, hvor livet kan finde sin meningsfuldhed, men hvor de menneskelige relationer samtidig kommer under pres. Dukkehuset i titelnovellen kan for eksempel læses som en metafor for menneskets stræben efter det sublime, der ender med en tabt virkelighedsfornemmelse og et tyndslidt parforhold.
Novellerne er skrevet i henholdsvis 1. og 3. person, men i et par af novellerne skifter synsvinklen undervejs. I ”Lokomotiver” kan hovedpersonens vekslen mellem 1. og 3. person læses som et udtryk for hans mislykkede forsøg på at forholde sig nøgternt og neutralt til sit eget liv – han kommer hele tiden til at slå over i jeg-person og dermed afsløre sine undertrykte følelser og drifter.