Tork og Hest

Citat
”Så får de kakao med flødeskum. Der er alt for meget flødeskum, og så skriver Tork ABE på glasbordet med flødeskumsbogstaver. Det ser meget fint ud, og prinsessen ler sit guldsmil. Bagefter laver Tork det vanskelige regnestykke 4 minus 3 med flødeskumstal på en sofa.”
”Tork og Hest”, s. 43.

Louis Jensens serie om Tork og Hest tæller i alt otte bøger og handler om makkerparret Tork og Hest, der sammen drager ud på eventyr. De møder verden med opfindsomhed og hjælpsomhed, og fantasien har ingen grænser.

I ”Tork og Hest” (2012) mødes de to venner første gang på en mark, da Tork efter fjorten dages skolegang beslutter sig for at springe over skolemuren og gå ud ad landevejen. Tork kan stave til A-B-E, og så kan han de to regnestykker 1+1=2 og 2+2=4. Hest kan også to meget komplicerede regnestykker, og deres fælles viden skal vise sig at være brugbar i de situationer, de sammen ender i. De starter blandt andet et flyttefirma, der fragter alt fra et enkelt par bukser til en hel lastbil fyldt med glas. De åbner en biograf, hvor man kan blive siddende en hel uge, fordi der både er indbygget en slikautomat og et toilet i sædet. Alle deres forretninger og gode idéer navngives ”ABE”, og prisen for deres service er som regel to eller fire kroner.

38925725

I ”Tork og Hest - Den store blyant” (2014) fortsætter de to venners eventyr, denne gang bygger de en kæmpe blyant, som både kan skrive kærestebreve og gode historier. Det er nemlig sådan, at hvis man sætter sig ind i blyanten, så skriver den det, man tænker på eller snakker om. Noget der også kan være meget brugbart for en forfatter i skrivekrise.

I de følgende bøger bringer de to venners opfindsomhed dem vidt omkring. I ”Tork og Hest - På nye eventyr” (2015) sejler de jorden rundt i 29 kufferter, I ”Tork og Hest - Den porcelæne danserinde” (2016) skal de redde en smuk danserinde, der er støbt ind i porcelæn, mens de i ”Tork og Hest - Den onde troldmand” (2017) er på sporet af den onde troldmand, som forstener prinsesser. I ”Tork og Hest - Den kinesiske prinsesse” (2018), ”Tork og Hest - Cirkusprinsessen” (2019) og ”Tork og Hest - Den sovende prinsesse” (2021) fortsætter rejserne og eventyrene for de to venner, flere prinsesser skal reddes, og trådene fra de forskellige bøger bindes sammen.

Sproget i fortællingerne er sprudlende og nysgerrigt, de to venner finder både på nye ord, og undrer sig over de ord, der stikker ud. Eksempelvis ord som ”skibbruden (stærkt ord)” eller ”virak (superflot ord)”. Bøgerne er illustreret af Pia Hasle, hvis tegninger og collager er med til at sætte skub i fantasien.