Aktuelt værk: Jeg vil!

Citat
”Inden hun mødte Anders Svarstad, længtes hun efter at blive en anden i mødet med en anden. Hun gav sig væk. Hun holdt sit forfatterskab på vågeblus, hun undskyldte sig med, at hun skulle tjene penge, hun vovede ikke at tænke på det som en drift. Det er forandret nu. Driften er tilbage. Driften, der blev vist he n på en lillebitte plads, er vokset sig stor i de lange rolige aftener i Lillehammer, i tørvelugten fra en anden tid.”
”Jeg vil!”, s. 183.

I Ida Jessens ”Endnu en bog jeg aldrig skrev” (2022) er der flere essays om den norske forfatter Sigrid Undset, og i 2024 udkom ”Jeg vil! En forfatters portræt af Sigrid Undset”. Ud fra breve, dagbøger og andre kilder skriver Jessen om Sigrid Undsets liv og værk i en personlig tone og med refleksioner fra sit eget forfatterliv. Et gennemgående spørgsmål er, hvordan man holder liv i et forfatterskab og hvilken kerne, man skriver ud fra.

"Jeg vil!” indledes af en kort prolog, hvori Jessen beskriver, hvordan Sigrid Undset ankom til Lillehammer en varm majdag i 1919, gravid og med to børn. Eller: Ida Jessen beskriver, hvordan det kunne have set ud, for ingen kan vide, om Sigrid Undset bad om at få et glas rødvin bragt til værelset. Herefter folder bogens første del af Undsets liv ud fra 1898 til 1919, mens anden del beretter om livet herfra til 1928. Tredje del handler om Undsets sidste leveår, blandt andet i eksil i USA.

139054113

Sigrid Undset (1882-1949) voksede op med en mor og to søstre i et fattigt, men levende hjem. Som lille faldt hun i ”beholderen med ærlighedsserum” (s. 13), og hun vil leve sandt og være tro mod sine holdninger. I det hele taget er vilje hendes drug, den drivkraft, der fører hende gennem opslidende perioder i livet med sygdom, børn, dårlig økonomi, skilsmisse, komplekse relationer og dødsfald. Efter at have forladt sin mand, maleren Anders Svarstad, genfinder hun sin drift som forfatter og skriver sit store værk ”Kristin Lavransdatter”.

Sigrid Undset var en stor kvinde; hun var polemisk og politisk, hun konverterede til katolicisme, og hun skrev usædelig litteratur. Samtidig var hun generøs med kærlighed og penge, ekstremt skattet og modtog i 1928 Nobelprisen i litteratur. Jessen vil samle de mange løse ender og hitte rede i, hvad hun var for et menneske, og hvordan hun skabte kunst i så kaotisk et liv: ”Så meget kan et livsforløb rumme.” (s. 156).

Jessen, der har oversat Undsets ”Olav Audunssøn”, reflekterer over, hvordan man oversætter en norsk 1200-tals roman, lige som hun interesserer sig for bølger i et langt forfatterskab. ”Jeg vil!” handler om Sigrid Undsets dramatiske liv og storslåede værk, men den handler også om Ida Jessen, der skriver fyndigt og personligt, med karakter og holdning og en smittende kærlighed til en stor forfatter.