I 2003 udgav Jón Kalman Stefánsson ”Snarkið í stjörnunum” (”Stjernernes knitren”, 2021), der er en slægtsfortælling om fire generationer islændinge, fortalt af den voksne jeg-fortæller i 2002. Han ser tilbage på sin barndom, sine forældres forelskelse og oldeforældres historie. De forskellige tider væves ind i hinanden i fortællingen, der i fire dele kommer rundt i forskellige boligkvarterer i Reykjavik og til et øde landsted på halvøen Snæfellsness, hvor hans oldeforældre tilbragte et skæbnesvangert år af deres liv.
Alt imens de komplicerede og kærlighedsfulde relationer afdækkes, får vi et glimt af Island gennem 100 år, fra oldeforældrene overlevede den spanske syge i 1918, til fortælleren som voksen genbesøger barndommens land, hvor kun gadenavnet er tilbage. Væk er bageren, købmanden og frisørdamerne, ligesom arketyperne fra opgangen er væk. Men i erindringen står barndommen lyslevende, og det er netop barnets blik på verden, der bærer historien.
39101459
Den syvårige fortæller blev moderløs og efterladt med en sorgramt far og en trofast hær af tinsoldater. Soldaternes støtte får han særligt brug for, den morgen en fremmed kvinde kommer ud fra faderens soveværelse. Denne ordknappe stedmor er kommet for at blive, men først efter en lang række lørdagsaftener, giver hun – formildet af nykogte sælluffer fra hjemegnen – drengen plads til at fortælle om sit liv.
Sproget er poetisk, sanseligt og nærværende, og som anslag for det følgende forfatterskab er der her en tryghed i stjernerne, litteraturen og kærligheden – ikke sjældent manifesteret i et par runde kvindebryster og silkeblød hud. Sætningerne rummer ofte et glimt af evigheden i sig, på den måde fjeld, himmel og hav kan vise sig som noget uendeligt og potentielt uforståeligt.
Beskrivelsen af sorgen hos et barn, der mister sin mor, er næsten ubærlig, fordi den er skildret fra barnets perspektiv. Den ordløse vrede, de velmenende, men invaliderende blikke fra omverdenen og den desperate tomhed, moderen efterlader, er så voldsomt sorgfuldt og ufattelig nænsomt beskrevet. Barnets verden rives itu, og fortælleren formidler det fra det lige så naive som logiske barnesind: ”Forhåbentlig er der ikke lige så koldt nede i jorden, siger jeg så til tinsoldaterne, mor tog ikke vinterjakken med, den hænger stadig inde i skabet” (s. 107).