I 2024 udgav Miranda July romanen ”All Fours” (”På alle fire”, 2024) om en 45-årig kvindelig kunstner, der bor med sin mand og deres binære barn i Los Angeles. På papiret har hun alt, hun nogensinde har drømt om, men hun drømmer alligevel om mere end skemalagt sex og daglige madpakker. Da hun en dag beslutter sig for at køre tværs over USA til New York, går der kun en halv time, før hun drejer ind på en tankstation og stopper turen. En ung, smuk mand vasker hendes forrude, og det begær, han vækker i hende, får hende til at tjekke ind på det lokale motel og sætte alt ind på at møde ham igen. Han viser sig at hedde Davey og være med på en grundig flirt, men han har også en forlovet, der er indretningsarkitekt, og som han sparer sammen til et hus sammen med. Kvinden hyrer Daveys kæreste til at genindrette motelværelset i dyre materialer, og på den måde bliver hun sponsor for deres drøm.
139812689
Mens hun går og drømmer om sex med Davey, sender hun beskeder hjem til mand og barn om sin forestillede rejse til New York. Ingen har tilsyneladende lugtet lunten, og jeg-fortælleren får tid til at dykke ned i sine tanker og længsler og går på opdagelse i, hvad det vil sige at være midaldrende og for første gang være for gammel til noget. En form for panik sætter ind i forhold til at nå alt det, hun gerne vil i livet, og det perspektiverer hendes liv som skabende kunstner og som kvinde, som mor og hustru og veninde.
Da hun endelig kommer hjem igen, bliver det tydeligt, at hun ikke kan fortsætte sit liv som før. Med sin mands accept får hun en friaften om ugen, hvor hun tager tilbage til motelværelset for på den måde at holde drømmen om Davey – og det frie liv – i live. Samtidig er hun ude i overvejelser om ægteskabets eksistensberettigelse, hun samler fakta om overgangsalder fra veninder og forskere, og hun længes desperat efter at bryde ud af faste former og normer.
”På alle fire” er fortalt i en hektisk og snakkende form, og selvom der er flere fantasier om sex end egentlig sex i romanen, er den grundlummer og fuld af (uforløst) begær. July giver stemme til alle de facetter af et midaldrende kvindeliv, man næsten kan forestille sig, der er ingen dogmer, ingen tabuer og ingen skam i denne livlige og humoristiske tour-de-force af en midtlivsfortælling.