I 2021 udkom en ny samtidsroman af Christian Jungersen, denne gang et tobindsværk på over 700 sider med titlen ”Du kan alt”. Romanen handler om den 48-årige midtvejskriseramte Per, som i bogens åbningsscene er i gang med at hjælpe sin søn med at flytte: ”Vinden blæser gennem Eskildsgade på Indre Vesterbro, den hvirvler støv og blade og forældre op; ja, alt hvad der er indtørret og brugt.” (s. 9).
Ikke længe efter flytningen bliver Per skilt efter 22 års ægteskab og ændrer sit liv radikalt. Det faste job som kommunikationsmedarbejder bliver erstattet af et enmandsfirma specialiseret i dramaterapi, åndedrætsøvelser og coaching. Der kommer også nye mennesker ind i Pers liv, som den unge mand Michael, også kaldet Nosse, som efter en afsoning flytter ind i hovedpersonens lejlighed.
61418636
Siden følger vi – blandt meget andet – Pers forelskelse i den iranskfødte Simin, hvis familie er dybt traumatiseret af tortur. I løbet af romanen kommer vi i det hele taget vidt omkring fra et luksuriøst resort på Bali og en rockerborg i provinsen til et norsk kursuscenter i brand, et femstjernet hotel i Rio de Janeiro og et fængsel i Iran.
Romanen er et mandeportræt og en samtidsfortælling, men også en udviklingsroman med en hovedperson omkring de halvtreds. Der er tale om en jeg-fortælling med en indre synsvinkel. En vigtig tematik i bogen er muligheden for at leve mange forskellige liv i løbet af sin tilværelse. Det er muligt at gøre noget helt andet, end man hidtil har gjort, også midt i livet. Som det hedder i titlen: Du kan alt.
Et af romanens fortællermæssige greb er, at dens struktur hænger sammen med tematikken. I løbet af historien tager hovedpersonens liv igen og igen en ny begyndelse på et nyt sted sammen med nye mennesker. Bagved det hele ligger også spørgsmålet om, hvad der definerer et menneskes identitet: ”Jeg kørte for hurtigt, det plejer jeg ikke. Det er ikke mig (…) Og jeg ved da godt at jeg ikke skal spille et åndsvagt knivspil! Det er noget jeg aldrig kunne finde på. Det var ikke mig der styrede min hånd i det sekund! Jamen hvem var det så?” (s. 346).