Alt dette kunne du få

Citat
”Så går de ud, hen over de små mørke sten, ud hvor de kan mærke sandet under fødderne. De kan ikke se bunden, havet er pisket til et koldt bleghvidt skum, der lukker sig omkring benene. Så bliver det pludselig dybere, og Sara er i til livet.”
”Alt det kunne du få”, s. 16.

I Josefine Klougarts roman ”Alt dette kunne du få” (2021) vender Barbara hjem til barndommens Mols for at se til sin far, som har gennemgået en hjerteoperation. Operationen lykkedes, men patienten kommer ikke tilbage til bevidsthed – i blikket er der blot ”et uendeligt fald ud i et øde bagved. Som fandtes der i det store mørke ikke en eneste erindring, et eneste billede at hæfte sig ved” (s. 8-9). Efter mødet med farens tomme blik vender Barbara sig mod sin egen historie. I en lang række erindringsglimt skildres en barndom i naturens og legens tegn – moren havde læst Rousseau – men også en barndom præget af fravær og morens fortiede skuffelse over, at drømmen om det frie liv i naturen ikke ubetinget lod sig virkeliggøre.

61514554

Faren skal passe sin lægeklinik og er for det meste fraværende, moren har også rigeligt til at holde sig i gang, men er ensom og fortvivlet trods de to døtre, for uden nogen at dele dem med er glæden knap så stor. Forestillingen om den lykkelige tilværelse i huset i Mols Bjerge opretholdes dog nogenlunde, og det er først, da Barbara som voksen udgiver en roman om barndommen, at sprækkerne ikke længere lader sig ignorere. Familien føler sig forrådt, og udgivelsen fører til flere konflikter. Men i opstandelsen overses helt den store kærlighed, der også ligger i Barbaras roman – kærligheden til den verden, som forældrene har skabt for deres børn, hvor det tætte bånd til naturen opretholdes.

Den opfattelse af verden gennemstrømmer også ”Alt dette kunne du få”. Romanen kaster et særligt flimrende lys på verden, hvor det sanselige, drømmende, fantasifulde træder i forgrunden, mens fornuften og rationaliteten, der som oftest strukturerer vores verden, må vige pladsen. Den forfølger oplevelsen og følelsen af at smelte sammen med noget, der er større og vildere, end fornuften og sproget kan indkredse – at vi ikke blot er os selv hver især, men er naturvæsener og tilhører et gigantisk netværk af liv.

I begyndelsen af bogen binder Barbara og hendes søster sig til hinanden med et reb og begiver sig ud i bølgerne for at lade sig føre med af strømmen, og bogen handler i høj grad om at turde overgive sig. For netop i overgivelsen mærker man samhørigheden.