Min tolk siger: Din søster kan ikke lide at gå til akupunktur. Hun er bange for nåle.
Jeg siger: Jeg troede, alle koreanere fik akupunktur.
Min tolk siger: Det er, fordi du er fra Vesten, du tror det.”
Maja Lee Langvads roman ”Tolk” (2024) følger en koreansk adopteret kvinde, der mellem 2018 og 2023 rejser til Seoul i Sydkorea for at være sammen med sine biologiske forældre og søstre. De kommunikerer via en kvindelig tolk, som også er kvindens kæreste. Romanen er sat op som et drama med dialog og regibemærkninger, kapitlerne har titel efter, hvor de befinder sig, og som sådan er ”Tolk” en række samtalescener bygget op om måltider. Den koreanske del af dialogen er gengivet med tomme linjer og et punktum – luftigt som det sprog, kvinden ikke forstår. Som lesbisk og adopteret rammer kvinden skævt ind i en konservativ og patriarkalsk koreansk kultur, hvor børn tilhører deres fars slægt og kvinder er underlagt manden.
138351939
Hendes familie spørger ustandseligt, hvorfor hun er korthåret og ikke bruger makeup og om hun er single, men frygten for endnu en afvisning afholder kvinden fra at sige sandheden. Imens iagttager hun nysgerrigt deres hemmeligheder og fortielser, og trods afstanden er der et kærligt og følelsesmæssigt nærvær mellem dem.
Undervejs udkommer kvindens bog ”Hun er vred” på koreansk, og hun er bange for familiens reaktion, fordi hun har skrevet om dem og har ønsket sin ældste søster død. Der er en absurditet i, at kvinden har en familie, hun ikke kan tale med, og at de skal lære om hende gennem en oversat bog. Spørgsmålet er, hvordan man oversætter et liv – og hvordan forklarer man noget så dansk som ribsgele på koreansk? Det spiller ind i det overordnede tema om forskelle og fordomme, om nedarvet kultur og selvstændig identitet og om familiære, sproglige og kulturelle tilhørsforhold – og ikke mindst om mad som samlingspunkt og betydningsbærer.
Titlens tolk er i bogens største del synonym med kvindens kæreste, men i bogens slutning er tolken en anden. Tolken kan skiftes ud, som kærester og familie kan skiftes ud. Forurening, historie, tabuer, skam, værnepligt, hundekød, pensionsordninger, vrede, hævn og genetisk betinget sygdom er noget af det, dialogerne kredser om i denne komplekse familiefortælling om at forstå og fortælle sig selv. Om at insistere på at blive ved med at mødes, selvom man ikke kan tale sammen og om de bånd, der kan bindes igen.