Aktuelt værk: Kronos’ drømme

Citat
”Når katastrofer (…) forekommer, kan der ske tre ting for de arter, der synes at dominere deres verden. De kan blive udryddet. Det skete for dinosaurerne. Eller deres økosystem kan bryde sammen, og deres fødekæde kollapse. Eller, vil jeg hævde, visse arter med særlige plastiske egenskaber kan, når naturen hvisker i vinden: ’Tilpas jer eller uddø,’ formå at udnytte denne evne til at ændre sit væsen.”
”Kronos’ drømme”, s. 518.

”Kronos’ drømme” (2023) blev udgivet posthumt efter Martin Larsens død i 2022. Larsen havde skrevet på den i 10 år, og efter sine egne udregninger var han 96 % færdig med den, inden han blev syg og mistede sit sprog. Hans to venner, forfatterne Peter Højrup og René Jean Jensen, færdigredigerede den efter bedste evne. Der er tale om en kæmpe western, skrevet i det univers Larsen forelskede sig i, da han som dreng læste kioskbaskerserien ”Bill og Ben”. Han udvider westernuniverset, så vi både kommer til Japan og ud på hvalfangerskibe. Men universets karaktergalleri udvides også til en grad, så der er alt for mange til, at man kan tale om en eller flere hovedpersoner. Bogens tre dele bruger forskellige fortællemekanikker til at transportere læseren rundt i verden. En diligencetur, to omstrejfende cowboys; en arbejderstrejke i en mineby, alt sammen er det anledninger til, at vi som læsere kan få fortalt så mange historier som muligt. Det hele skrevet med et sprogligt overskud, der får det til at boble og syde af ren fortælleglæde.

136098527

Det er svært at genfortælle handlingen, fordi der ikke er nogen handling i bestemt ental, snarere er der, hver gang vi møder et nyt menneske, en anledning til at fortælle en livshistorie. Det er på en måde en rammefortælling, men hvor en mere klassisk rammefortælling ville have en fast ramme at vende tilbage til, er der her for Larsen mere tale om et globalt fortælleperspektiv.

”Kronos’ drømme” er et wunderkammer, hvor utallige historier fletter sig ind og ud af hinanden. Bl.a. er der grise, der bliver ådselædere på borgerkrigens slagmarker. Bogen er i det hele taget fuld af vold og død. Fantasiens Amerika er ikke et glansbillede. Der er slaveri og kidnapning på den afrikanske vestkyst; kinesiske immigranter bliver brændt levende; ekstraktionskapitalismens menneskefjendske logikker blotlægges.

Larsen skriver i et utroligt levende sprog, der stråler af både research og indføling i karaktererne. Selvom bogen er fuld af vold og død, bliver den aldrig kynisk, snarere er volden og døden bare en effekt af alt det liv, der findes i bogen.

 

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om Kronos' drømme