over glemte plove
De ætsende bølger
i Lethes flod
har svalet din
dødsblege fod
Jeg har vandret gennem mange lande
og jeg har sejlet over mange have
kun for at tale forgæves til din kolde aske
Men mine jamber
skal du ikke få lov
at slippe for
min bror”
Under et ophold i Rom i foråret 2019 skrev Peter Laugesen digtsamlingen ”Traballante e postverbale” (2020). Titlen stammer fra den venstreorienterede italienske avis il manifesto og betyder ”skælvende og postverbalt”. Laugesen skriver i en note, at 1970’ernes slagord ”kampen fortsætter” også var en ”levende realitet” for de romerske digtere for 2000 år siden. Således sættes en rummelig tidsramme, et geografisk udgangspunkt og en digter i midten af historien.
Forlaget fortæller, at den ene halvdel af samlingen er fragmenterede stumper af latinske digteres værker, især de lyriske (Propertius, Catullus, Horats, Tibullus). Der er således alskens referencer i værket, der indeholder digte af varierende form: haiku, enlinjes digte, korte digte og længere, mere fortællende digte.
48144713
Elementer fra de antikke romerske digteres virke flettes ind; f.eks. kvinderne Lesbia og Cynthia, som digterne Catul og Propertius skrev elegier til. Guderne Venus og Bacchus optræder, ligesom Lethes flod (glemslens flod), Ariadne (Kong Midos’ datter) og flere figurer fra det antikke Rom.
Digterne har en både ophøjet og menneskelig status, som her om Horats: ”Det er forårets tegn/ det er forårets stormes regn/ der raser// Det kommer ud af det blå/ med knitrende små/ skridt i mindets sne// Små/ blæser de af træerne// små/ budskaber// Det kommer gående/ i det fremmede sprog/ gennem regnen af bogstaver// som Horats/ mod bordellet” (s. 7). Lysterne og kunsten i et, årstiden, sproget, tiden, budskaberne, erindringen er tilstede i dette åbningsdigt, der viser vej ind i samlingens orientering mod steder, tider, træer og en åben tilgang til øjeblikket: ”Det er nu/ det er her/ Intet andet/ kan findes/ Solen skinner/ det regner// Bladene ligger/ i træernes/ grene og kviste/ og venter// Om lidt/ er det hele/ en råbende/ spraglet/ vaklende/ grøn” (s. 21).
Digteren bevæger sig ned i historien, mens han går rundt i den levende virkelighed af ruiner og minder om fordums storhed. Litteraturen og kunsten rækker ud over årene og det tabte. Der hviler en let melankolsk stemning over bogen, som forstærkes af dens motto: ”Måske kan jeg nu, hvor jeg er gammel, endelig/ afbilde den mirakuløse verden med rolig uskyld.” (Umberto Saba).