Vadehave

Peter Laugesens digtsamling ”Vadehave” (2020) blev til under et ophold i Digterhjemmet i Sønderho på Fanø. Laugesen havde en løs plan om at skrive om ”natur og nat og dag og vejr og stjerner og vand og alt det der,” (Bogfolk: Peter Laugesen: »Digteren er en flygtning fra et sted, der endnu ikke findes«. Politiken.dk, 2020-09-21), og alt det er samlingen fuld af i en nærværende vadehavspoesi og -poetik. Vadehavets tidevand, fugleliv og en himmel, der er Emil Nolde værdig, fylder i digtene, der er spændt ud mellem det lille øjeblik, den enkelte sansning og en fortløbende samtale med kunsthistorien og poetologiske overvejelser om digtningens væsen.

48639283

På den måde taler digtene både ud fra kroppen: ”De ujævne skrænter/ man rører med fødderne// Hverdagens ballet/ af forskellige positioner” (s. 22) og hovedet: ”Form og indhold? Der er ikke/ noget at tænke over. Form er/ indhold. Indhold er form.” (s. 86). Men allermest er det en bevægelse fra naturen ind i kroppen, gennem hovedet og ud i digtet: ”Betydning er buske, mos, lav, stier, krogede små forblæste træer, træer i blæsten, træer i blæst, ordenes skikkelser, former, grammatiske kategorier.” (s. 106). For Laugesen er poesi og natur af samme stof: ”Det er altid fra naturen og poesien, spørgsmål og svar kommer og går,” (s. 107). Der er hilsner til kunstnere, musikere, tænkere og forfattere; Gudrun Ennslin, Emil Nolde, Hannah Arendt, Thelonious Monk, Gunnar Björling, Hugo Ball og den russiske digter Marina Tsvetayeva, der i et digt møder T.S. Eliot, eller Tom ødemark, som han kaldes (s. 34).

I bogens note angiver forfatteren, at han under opholdet på Fanø læste en biografi om den unge T.S. Eliot, og som sådan er digtene tæt forbundne med det levede liv. Mellem både patosfyldte og haikuagtige digte er der rim om tid og alder: ”Man er så tung/ når man ikke er ung” (s. 44).

Typografisk er der stor variation, og der er to håndtegnede, grafiske arbejder, om hvilket det på side 39 Laugesen fortæller, at det som billede forholder sig til vadehavet og kalder det et ”aftryksdigt af tidens gang som man kan se det i Vadehavet”. Og det er samlingens credo, at digtningen altid kun kan være en svag efterligning af naturen: ”Hvordan fanden skal jeg nogensinde kunne skrive det levende som spor i havbunden/ hvor tidevandet kommer og går/ over sandormenes små tårne” (s. 112).

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Vadehave"