En tid med mirakler

Citat
”Det er svært at skrive om andre, fordi det er svært at folde dette net ud, at lade det flagre ind i andres liv. Måske ikke net, måske er det at skrive mere som et spil af vandmandstråde, der bølger og strækker sig, rør ved noget, vibrerer.”
”En tid med mirakler”, s. 17.

2022 var også året, hvor andet bind af det, der er tænkt som Kristian Leths erindringstrilogi, udkom. Bogen har titlen ”En tid med mirakler” og følger i kølvandet på ”En vej ud af tågen”. Også i denne bog har det poetisk reflekterende en fremtrædende rolle. De korte kapitler er i denne bog navngivet med datoer og indeholder da også dagbogslignende glimt af en hverdag. Hverdagsskildringerne kombineres med alt fra fragmenter af drømme, tanker om historiske begivenheder og bibelfortællinger til refleksioner over kærligheden. Den ene association leder til en ny eller bevæger sig hen mod en ny tanke eller erkendelse. I Kristian Leths bog sidestilles skildringer af en tur med hunden på stranden med tanker om børnefødsler, tryllekunster, UFO-jægere og mødet med hustruen Tea. Samtidig er der en gennemgående skildring af ensomhed, savn og angst for at miste. 

134454911

Det er et kendetegn ved bogen, at overvejelser og tanker kombineres med et poetisk billedsprog – som når det i en naturbeskrivelse hedder: ”Solen knuses som et æg, så alle dens farver løb ud over horisonten" (s. 19) eller i skildring af en tilværelse ramt af corona-nedlukning: ”Vi er som insekter i rav, alt er langsomt, isoleret, stilstående.” (s. 99).

Bogens titel henviser blandt andet til Kristian Leths oplevelse af teksten som et magisk ritual. Det at skrive litteratur er en gentagelse og et ritual, der ”binder den skrivende sammen med alle dem, der skrev før og som skriver efter.” (s. 59). Det mirakuløse synes også at findes i den fejring af livet, som findes i bogens slutning. Midt i tankerne om, at det at blive rigtig voksen måske er forbundet med en erkendelse af, at alt ikke kan repareres, og at der er mål, der ikke kan nås, findes også alle de ting, som lykkes: ”Livet kan ændres, forandres og forvandles. Nye kapitler, nye plots. Det sker.” (s. 136).

Samtidigt med bogen ”En tid med mirakler” udgav Kristian Leth et album af samme navn.