Stilhed. Deres ansigter har nærmet sig hinanden.
– Vi ligner hinanden, siger Alissa: Vi ville elske Stein, hvis det var muligt at elske.
– Jeg har ikke sagt…, protesterer Elisabeth blidt.
– De mente Max Thor, siger Alissa. Og De sagde Stein. De kan ikke engang finde ud af at tale.
– Det er sandt.
De ser på hinanden i spejlet, smiler.
– Hvor er De smuk, siger Elisabeth.
– Vi er kvinder, siger Alissa.
Stilhed.”
50 år efter den franske udgivelse af Marguerite Duras’ roman ”Détruire, dit-elle” (1969) er den danske oversættelse ”Ødelæg, siger hun” (2019) udkommet på forlaget Arena. Det lille fortættede kammerspil består mestendels af dialoger mellem fire hovedkarakterer, der befinder sig på et hotel i en fransk provins. De øvrige sætninger har karakter af regibemærkninger til de scener, der udspiller sig, for eksempel ”Stilhed”.
Persongalleriet består af de to hotelgæster Max Thor og Stein, der er tyske jøder, direktørfruen Élisabeth Alione, der rekonvalescerer på stedet efter at have mistet et barn under fødslen, og Steins unge kæreste Alissa, der dukker op undervejs i romanen. Handlingen udspiller sig over et omtrent et par uger, hvor hotelgæsterne får tiden til at gå med aktiviteter som kroket, kortspil og gåture i den nærtliggende mørke skov, hvor der befinder sig et unavngivet historisk mindesmærke.
En stor del af tekstens spænding opstår gennem karakterernes blikke. De betragter konstant hinanden og registrerer alle små bevægelser, som var de skæbnesvangre. Fra deres bord i spisesalen studerer Max Thor og Stein den gådefulde Élisabeth gennem glasdøren til parken, hvor hun sover middagslur i en liggestol. Stein observerer Max Thor og Alissa, når de har sex på hotelværelset, hvor de overlagt har ladet vinduet stå åbent og lyset brænde. Max Thor udtaler på et tidspunkt, at ”Stein ser for mig” og han har planer om at skrive en bog, hvor han vil ”beskrive det som Stein ser” (s. 37).
47123577
På overfladen er skriften i ”Ødelæg, siger hun” kølig, sætningerne er hårde og klare som det genkommende glasdørsmotiv. Men de rummer også en lavmælt eksistentiel desperation, som det her afmægtige opråb: ”Hvordan kan man leve? skriger Alissa blidt.” (s. 86). Under fortællingen om et opbyggeligt refugieophold lurer undergangshistorien, fornemmelsen af, at noget forældet er ved at krakelere. Som Marguerite Duras citeres for på romanens bagside: ”Det som påkaldes her, er ødelæggelsen af klassesamfundet (…) gennem kærligheden eller døden, kærligheden forstået som ét med begæret, ånden og materien smeltet sammen.”
Marguerite Duras har senere omdannet ”Ødelæg, siger hun” til både film og teater.