Paven af Indien

Citat
”En fuldstændig beskrivelse af den verden han kender, den der var før, og den der er nu. Hukommelsens perler hænger på en snor, den ene trækker den anden med sig. Det kan minde om sproget forfædrene knyttede på knudesnore, og som han er ved at genskabe sammen med Avelina. Det svundne findes kun i hans erindring, når han ikke længere er jordens gæst, forsvinder det helt.”
”Paven af Indien”, s. 47.

Da spanierne koloniserede Sydamerika, blev de oprindelige folk stort set udslettet, og en stor og rig kultur gik tabt. Det minder Ib Michael læseren om gennem store dele af sit forfatterskab og også i ”Paven af Indien” (2003), der foregår i Peru cirka et århundrede efter den spanske erobring begyndte.

Romanen tager udgangspunkt i et virkeligt historisk dokument, som ad omveje er havnet på Det Kongelige Bibliotek i København. ”Inkakrøniken” af Felipe Guaman Poma de Ayala er et vidnesbyrd om de spanske herskere og om den kultur, de med vold, sygdomme og krucifiks fik trådt under fode. ”Paven af Indien” er den fiktive beretning om krønikens tilblivelse.

52486866

Felipe Guaman Poma de Ayala, i romanen kaldet Don Felipe, er den sidste inkaprins. Ydmyget og frataget sine besiddelser er han forvist til en lille landsby langt oppe blandt skyerne i Andesbjergene. Her påbegynder han et brev til kongen af Spanien i et forsøg på at beskytte resterne af sit kulturelle ophav. Det bliver en årelang skriveproces, og brevet bliver til en krønike, som Don Felipe vil overbringe vicekongen i Lima i håb om, at den på den måde kan nå frem til Spanien.

Som embedsmand under de spanske magthavere har Don Felipe selv tjent undertrykkelsen, og spanierne har kristnet ham. Da han hævdede sin ret til titlen inkaprins, blev han forvist. Gennem mødet med den døvstumme pige Avelina i bjergene finder han en vej tilbage til de oprindelige folks tro og kultur.

Han giver Avelina et erkendelsesapparat i form af ord, hvormed hun kan forstå verden omkring sig, hvilket ellers har været hende afskåret. Hun giver ham et særligt snoreknytningssprog, som de bruger til at kommunikere med hinanden, og som i både overført og konkret betydning knytter ham sammen med tabte traditioner.

Fortællingen veksler primært mellem Don Felipe og Avelinas synsvinkel, men gør også plads til en mere alvidende fortæller. På den måde er ”Paven af Indien” på flere måder en roman om sprog og kommunikation; om at give stemme og sprog til de, som er gjort stumme. Ligesom det forlæg den baserer sig på, er romanen i sig selv en form for krønike: Don Felipes rejse til Lima med brevet er en rejse gennem stadier af kolonisering. Fra isolerede bjergbønder og junglens naturfolk til den fuldbyrdede kolonisering blandt bureaukrater i Lima.