Caroline Albertine Minors anden roman, ”Hummerens skjold” fra 2020, er en familiehistorie, der følger tre voksne søskende over et par dage. Deres forældre Lotte og Troels er begge døde, men befinder sig i en form for dødsrige omkranset af et elastisk sejl, der beskrives som en elektrisk knitrende hinde med rosa årer. Herfra kigger Lotte, der er romanens eneste jeg-fortæller, på sine tre voksne børn, der lever i hhv. Danmark og USA.
Den ældste er Ea Gabel, der efter forældrenes død flygtede til San Fransisco, hvor hun nu bor med sin mand og dennes datter. Ea opsøger den clairvoyante Bee Wallens for at få Lotte i tale, men Bee kan kun få kontakt til Troels, som Ea ikke vil kendes ved.
48533442
Selv har Bee også et kompliceret familieliv. Hendes kone Pauline er lige gået fra hende, og datteren Seraphina ønsker at vide mere om den far, hun aldrig har kendt. Bee, der ikke selv har opdraget Seraphina, føler ikke at hun kender hende og har svært ved at forstå den succes, hun har fået på Youtube ved at lægge A.S.M.R.-videoer op, hvor hun taler lavt og beroligende til folk med søvnbesvær.
Eas to yngre søskende, Niels og Sidsel, bor i Danmark. Sidsel er singlemor og arbejder som konservator på et museum, og da hendes chef sender hende en tur til London for at undersøge omfanget af den skade, en syrisk buste er blevet pådraget, mens den har været udlånt til British Museum, må hun bede Niels om at passe sin datter Laura. Sidsel og Laura er ikke vant til at være adskilt, og selvom det kun drejer sig om et par dage, kredser Sidsels tanker konstant om Laura, og hvordan hun har det. Omvendt er Niels ikke vant til at have ansvar for andre end sig selv, da han til dagligt lever et frit liv uden fast bopæl.
Der er mange karakterer, og deres oplevelser flettes ind i hinanden i romanen, der har et såkaldt multiplot og i sin form minder om en novellekreds. I det tekstspor, der er fortalt fra dødsverdenen, er moren Lotte jeg-fortæller, men størstedelen af romanen er fortalt med skiftende personbundne fortællere og kombineret synsvinkel. Denne inkonsekvens i fortælleteknik er formentlig et forsøg på at tegne karaktererne i et perspektiv, der rækker ud over døden.
Minor bruger et væld af metaforer, sammenligninger og indre monolog til på skift at fremhæve de forskellige personers indre liv. Via deres tanker, følelser og refleksioner får hun vist, hvor omfangsrigt et begreb familie egentlig er, og hvor forskelligt man kan opleve forældrerollen.