Til den smukkeste

Citat
”ERIS! ERIS!/ KASTER ET ÆBLE MED PÅSKRIFTEN TIL DEN SMUKKESTE/ OG SVØBER SIG I SIN ISKAPPE MED ET DRILSK SMIL/ ELLER KASTER ET ÆBLE OG HVINER: TIL DEN SMUKKESTE/ OG RYSTER NITROGEN-IS AF SINE VINGER, GRINENDE.”

”Til den smukkeste”, s. 39.

Digtsamlingen ”Til den smukkeste – 117 digte” fra 2019 er Mette Moestrups første soloudgivelse i syv år. I mellemtiden har hun været optaget af projekter udarbejdet i samarbejde med andre kunstnere eller forfattere. Den omfangsrige digtsamling er i typisk Moestrup-stil et sammenvævet tæppe af hverdagssprog og klassisk dannelse, kropslighed og refleksion, stram struktur, legesyge eksperimenter og politiske pointer. Det kombineres denne gang også med historiefortælling om bl.a. en ”digter fra min slægt (som skrev) et hyldestdigt til Hitler” (s. 89) og henvisning til vor tids største udfordring: ”MAN TROR, MAN ER I EN ABILDGÅRD (...) men så er man i klimakrisens tid” (s. 116).

46543114

Værket har undertitlen ”117 digte” og indeholder da også mange digte – jævnfør talemåden, hvor 117 er lig med mange. Men undertitlen er ligeledes udtryk for samlingens opbygning, som består af ni dele – en for hver af antikkens muser – med titler som ”Honning-hexagonerne”, ”Glimtende i det glemmende” og ”Eris-variationerne”. Hver del har sit eget udtryk, men de indeholder alle 13 digte, hvilket tilsammen giver netop 117.

Lige siden ”Golden Delicious” har runde former og især æblet spillet en rolle mange steder i forfatterskabet. Det gælder også denne digtsamling. Titlen henviser til historien om den græske stridsgudinde Eris, som kaster et æble med inskriptionen ”Til den smukkeste” ind blandt gæsterne til et bryllup, hun ikke var inviteret til. Det blev et ”stridens æble”, som i mytologien ender med at blive starten på den trojanske krig. I digtsamlingen optræder æblet dog også som grafiske cirkler stablet til stadig større pyramider, ligesom andre runde former som æg og øjne, balloner, bryster og tårer dukker op gennem hele samlingen.

Det samme gør et essay ”om poesiens blå blomst. Fra Novalis til Celan” (s. 75), men også kvindelige digtere som Ingeborg Bachmann og Anne Carson, samt køn og ordleg, sekskanter og søvnløshed. Plus en masse andet. En tematik i bogen er udforskningen af ”det smukkeste som findes på den sorte jord”, som måske er ”det du elsker. Hvad du end elsker. Hvem du nu elsker. Hvem end hvem nu elsker.” (s. 161).