I 2022 udgav Iben Mondrup anden del af Tabita-trilogien, ”Vittu”, der foregår i 1970’erne. Da ”Tabita” sluttede, var Vitus – eller Vittu, som er hans grønlandske navn – blevet forladt på et dansk børnehjem som 4-5-årig og havde boet der i fem år, mens bogen fulgte Tabita, der på de sidste sider af ”Tabita” var ved at løbe væk hjemmefra. I ”Vittu” vendes blikket mod Vittu. Vittu er blevet adopteret fra børnehjemmet til et velstående hjem ved Aarhus hos parret Stig, der er embedsmand i Udenrigsministeriet, og Alice, der er kunstfotograf og oprindeligt fra Frankrig. Alice vil pga. en traumatisk barndom ikke videreføre sin egen slægt og er selv psykisk skrøbelig – såret, ensom og sårbar – og gennem hendes synsvinkel får læseren sympati for Alice. Samtidig får deres relation en misbrugsdimension: Alice giver Vittu det franske kælenavn Chouchou, hun tager billeder af ham på en udstillende måde, og drengen bliver hendes projekt og hendes legetøj.
Som en rammefortælling i ”Vittu” sidder den halvvoksne Vitus fast i en indesneet isoleret hytte i Grønland i 1983, hvor en isbjørn har dræbt hans tre slædehunde og stadig lurer i periferien. Rammefortællingen er med andre ord klaustrofobisk, men bliver også en forløsende faktor i den til tider uudholdelige fortælling om Vittus barndom og ungdom. Gennem sin tematik og sine synsvinkler kan ”Vittu” være svær at rumme, og det har bl.a. noget at gøre med den glidende overgang, der er i beskrivelsen af et nært forhold mellem mor og adoptivsøn, der udvikler sig seksuelt. Også sympatien for Alice, der udvikles fra læserens side, er med til at bidrage til den ubehagelige fornemmelse, da Alice begår overgreb på og misbruger sin relation til sin søn.
Som i de foregående romaner er sproget præget af malende beskrivelser, hvor alt det grimme og ulækre også får plads. Undervejs er der flere franske replikudvekslinger mellem Vittu og Alice, og synsvinklen bæres af de to i navngivne afsnit i kapitlerne.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Vittu"