Blå, blå øjne

Citat
”Det var foragten for deres egen sorthed, som gav deres første fornærmelse bid. De havde øjensynligt taget al deres roligt opdyrkede uvidenhed, deres fremragende og indlærte selvhad, deres omhyggeligt forgivne håbløshed og suget det hele op i en ildsprudlende kegle af foragt, som havde brændt i lang, lang tid i dybet af deres sind – var kølet af – og nu løb over hadske læber og fortærede, hvad der kom i vejen for den.”
”Blå, blå øjne”, s. 65.

I Toni Morrisons første roman, ”The Bluest Eye” fra 1970 (”Blå, blå øjne”, 1993), kredser hun om et tema, som hun vender tilbage til mange gange i sit forfatterskab: Den sorte piges længsel efter hvid hud, fordi den hvide farve forbindes med skønhed.

Pecola Breedlove vokser op i Lorain, Ohio, hvor Toni Morrison selv er født. Læseren møder Pecola, da hun kun er elleve år gammel, men allerede tynget og ældet af livets sorger. Og livet er fuld af sorg for Pecola, som bliver gravid efter at være blevet voldtaget af sin far og kaldes alverdens grimme ting af folk i kvarteret. Pecolas mor, Polly Breedlove, arbejder som stuepige for en hvid familie og viser en ømhed og omsorg for familiens børn, som hun aldrig viser sin egen datter. Pecolas eneste flugt fra sorgerne er dagdrømme. Det, hun drømmer om er, at nogen – Gud eller en anden – vil give hende blå øjne. Den slags øjne som hun har set hos barneskuespilleren Shirley Temple og i reklamer. Havde hun blå øjne, ville hun være fri for sin ubønhørlige sorthed, fra alt det, hendes omgivelser altid har fortalt hende var grimt og forkert.

47388333

Pecolas modbillede er veninden Claudia, som er romanens fortæller. Claudia er lidt yngre end Pecola, men hun har en drivkraft og gejst, som kommer af trods, og hun er ikke draget af hvidhed, som Pecola er. Derimod ødelægger hun sine hvide dukker og er allerede bevidst om uretfærdigheden i, at verden ikke beundrer og bekræfter hende på en måde, som den ville gøre, hvis hun var hvid.

Historien udvider sig på en måde, der er kendetegnende for Toni Morrisons måde at fortælle på – vi bliver ikke hos Pecola og Claudia i nutiden, men bevæger os tilbage via en monolog fra Pecolas mor Polly, som fortæller om sin ungdom og det tumultariske møde med Pecolas far. Ligesom sin datter var Polly fascineret af alt det, hun ikke selv var: flakkende billeder af hvide kvinder på biograflærredet. Da Pecola kom til verden, forsøgte hun at elske sin datter, men hun kunne ikke. Fra begyndelsen følte hun, at Pecolas meget mørke hud gjorde hende grim og uelskelig.

Til slut får Pecola de blå øjne, hun så brændende ønsker sig. Men prisen for dem er høj. Med ”Blå, blå øjne” satte Toni Morrison en milepæl inden for amerikansk litteraturhistorie ved at placere sorte piger i centrum for en historie.