”Til de mere end tres millioner” står der som en dedikation i begyndelsen af romanen ”Beloved” fra 1987 (”Elskede”, 1988). Med denne roman tager Toni Morrison fat på et forfærdeligt kapitel i amerikansk historie, og ”mere end tres millioner” er angivelsen på det antal mennesker, man mener døde under slavetiden.
I begyndelsen af halvfjerdserne faldt Morrison over en historie om en kvinde, Margaret Garner, som stak af fra en plantage i Kentucky. Hun havde sine fire børn med sig, og da plantageejeren indhentede dem, besluttede hun sig for at slå børnene ihjel, fordi hun ikke kunne bære, at de skulle vokse op som slaver. Hun nåede at slå sit ene barn ihjel.
Det tog Toni Morrison femten år at finde ud af, hvordan hun kunne forløse historien i romanform, og der endte med at komme en brutal og smuk spøgelseshistorie ud af det. I ”Elskede” rulles en erindringshistorie op, hvor læseren selv må stykke sammen, hvad der er foregået, for mennesker husker forskelligt.
47414695
Sethe er sidst i trediverne og bor med sin attenårige datter Denver i et hus, der er hjemsøgt. Dette er sidst i 1870’erne, lige efter en grusom borgerkrig. Sethe og Denver lever i en form for urolig pagt med spøgelset i huset, da Paul D dukker op, en af Sethes bekendte fra den slaveplantage i Kentucky, som det for flere år siden lykkedes Sethe at flygte fra. Paul uddriver spøgelset fra huset, men kort efter dukker en mystisk tyveårig kvinde op med ar på halsen og sjælen og med det navn, som Sethe i sin tid gav den toårige datter, hun selv slog ihjel, ”Elskede”.
Med ”Elskede” dykker Morrison ned i en grusom fortid, som både sorte og hvide amerikanere har haft travlt med at lægge bag sig, og ved hjælp af både overnaturlige, realistiske og modernistiske greb får hun fortalt, at fortiden altid vender tilbage, måske i andre former, indtil man konfronterer den.
Med historien om Sethe konfronterede Morrison fortiden, så det gav genlyd. Da bogen ikke blev nomineret til National Book Award, underskrev otteogfyrre sorte forfattere og intellektuelle, blandt andet Alice Walker og Maya Angelou, en protest, der blev trykt i Times Book Review. Senere vandt ”Elskede” Pulitzerprisen.