Toni Morrison sagde ved flere lejligheder, at det, der drev hende til at skrive, var tavshed. Alle de historier, der ikke var blevet fortalt, og som hun mente burde fortælles. Det store tomme gab i litteraturhistorien, hvor der burde have været historier fortalt af afroamerikanske stemmer, som hun forsøgte at sætte ord på ved at skabe en kalejdoskopisk fortælleform, der gjorde brug af myter, spirituals, jazzsange og slavehistorier. Nogle af hendes romaner kan næsten beskrives som et græsk kor, der beskriver begivenheder fra amerikansk historie med et væld af forskelligartede stemmer.
I begyndelsen af sin forfatterkarriere fik Morrison ofte skudt i skoene af anmeldere, at hun begrænsede sig som forfatter, fordi hun mest skrev om afroamerikanere, og det tog et godt stykke tid, før hun for alvor fik sit litterære gennembrud. Om dette sagde hun: ”Jeg accepterer de båse, jeg bliver sat i, for det at være en kvindelig og en sort forfatter er ikke et overfladisk, men et dybt sted at skrive fra. Det begrænser ikke min forestillingsevne; det udvider den. Det er mere mangfoldigt end at være en hvid, mandlig forfatter, for jeg ved mere, og jeg har oplevet mere.” (Hilton Als: Toni Morrison and the Ghosts in the House. The New Yorker, 2003-10-20. Egen oversættelse).
I ”Blå, blå øjne” (1970) og ”Sula” (1973), de første to romaner, forholder Morrison sig mere traditionelt til romanformen, men med ”Salomons sang” (1977) er det, som om hun løsriver sig og finder ind til en mere flerstemmig og musikalsk måde at fortælle på med en bred vifte af stemmer og historier; hendes stil bliver nonlineær og cyklisk på en måde, der kan minde om et jazznummer.
Humor fylder meget i selv de mest grusomme af Morrisons bøger, den ligger som en undertone i alle dialoger og som et generelt livssyn hos de fleste af Morrisons romankarakterer. Morrison selv har beskrevet, at humoren blandt sorte under slavetiden var noget af det, der kunne bære dem igennem. Det at gøre grin med de hvide og med sig selv var en måde at tage ansvar for sit eget liv, for sin egen skæbne.
Netop dialogerne i Morrisons romaner står som noget særligt. Om det at skrive dem, har hun sagt: ”Jeg ville bare tage det sprog, som for mig var så stærkt billedskabende, økonomisk, vanvittigt og intelligent på samme tid – bare de her korte sætninger eller udviklinger af idéer, som var min families og vores naboers og sprog. Uden at gøre det eksotisk eller komisk eller ghettoagtigt.” (Hilton Als: Toni Morrison and the Ghosts in the House. The New Yorker, 2003-10-20. Egen oversættelse).