”Hvordan ka’ det være, at den ikke flyver bedre end en høne?” spurgte Milkman.
”For meget hale. Alle de juveler tynger den. Lissom forfængelighed. Ingen ka’ flyve med alt det lort. Hvis du vil flyve, må du slippe alt det lort, der tynger dig.””
I ”Song of Solomon” fra 1977 (”Salomons sang”, 1993) tager Toni Morrison fat på sorte amerikaneres historie, og det gør hun ved at benytte både afrikansk folklore og elementer fra magisk realisme. Romanen er en af de få, Morrison har skrevet med en mandlig hovedperson – hun har fortalt, at hendes afdøde far talte til hende som en form for muse, mens hun skrev – men som i hendes øvrige romaner er historien beboet af et stort og broget persongalleri.
47401941
Milkman Dead bliver kaldt Milkman, fordi han igennem det meste af sin barndom blev ammet af sin dominerende mor. Efternavnet Dead har han fået via sin farfar, der fik navnet ved en fejl af Freedmen’s Bureau, den amerikanske organisation, der i sin tid skulle hjælpe tidligere slaver i gang med en ny tilværelse. Milkman vender tilbage til de sydstater, hans familie forlod, fordi de håbede på en bedre tilværelse nordpå. Rejsen sydpå er en rejse tilbage til hans families fortid og dermed mange sorte amerikaneres slavefortid. I den første – nordlige – del af romanen kæmper Milkman mod sine rødder, i den næste del, sydpå, tager han dem på sig og kommer overens med dem.
På Milkmans rejse sydpå finder han også ind til den afrikanske folklore, der leverer det sagn, der lægger navn til romanen: Sagnet om Solomon, som letter fra elendigheden og flyver tilbage til Afrika. Undervejs mister Milkman sit ur, og i stedet for at navigere efter et vestligt lineært tidsbegreb, begynder han at acceptere en cyklisk afrikansk opfattelse af tiden. Det cykliske går igen i romanens cirkulære form med skiftende fortællere og synsvinkler.
”Salomons sang” strøg ind på bestsellerlisterne og blev Toni Morrisons amerikanske gennembrud.