Med digtsamlingen ”Jetlag” fra 2015 angriber Henrik Nordbrandt rejsetemaet fra en ny vinkel, nemlig fra luften, nærmere bestemt en flykabine. 12 ud af de 32 digte i ”Jetlag” handler direkte om flyrejsen, men rejsen spøger også i mange af de andre digte, der finder sted nede på jorden. F.eks. i flyrejsens mål, Costa Rica, eller i tilbageblik på fædrelandet; ”gråtonernes hovedstad, min fødeby København”, hvor jeget blandt andet berører sin fødsel og forældrene, som beskrives med en fly-metafor: ”Og min far og min mor/ fløj ustandseligt forbi hinanden/ den ene mere skyldbetynget end den anden”. (”Spådommen”, s. 46).
51711858
En betydelig del af digtene skildrer digterjegets afsky ved at flyve. Det er dog ikke en klassisk skræk for at falde ned, der optager jeget, men derimod en klaustrofobisk frygt for ikke at kunne slippe ud af kabinen. Flyrejsen beskrives sigende i digtet ”Definitionen” som et uhyggeligt og ensomt fængsel, det er umuligt at slippe ud af nogensinde: ”En flyrejse/ er et mareridt af et fængsel/ som ingen fantasi kan åbne/ hvor du ikke skal gøre dig noget håb/ om at møde venlige sjæle./ Hvis tremmer ingen fil kan skære over/ og hvorfra ingen tunnel fører ud i det fri.”
Digterjegets flyskræk er både specifik og metaforisk, hvilket giver temaet en både privat og en almenmenneskelig betydning. Flyskrækken handler konkret om ikke at kunne lide at flyve, men er også en allegori for en modstand mod at blive ’spærret inde’, fastholdt og begrænset.
Dobbeltheden er gennemgående i ”Jetlag”, hyppigt udtrykt i de for Nordbrandt typiske paradokser, der ofte bruger humor: ”Naturligvis hader jeg at flyve./ Jeg er bare vild med at komme op i luften.” (”Bekendtskaberne”, s. 19).
Paradokserne udtrykker en bestemt måde at opfatte og beskrive verden på; som fyldt med modsætninger, der ved første øjekast kan virke uforenelige, men som, blandt andet gennem sproget, kan forenes. I ovenstående citat viser paradokset, at selvom jeget hader at flyve, udelukker det ikke en begejstring for at være i luften. Gennemgående set er der ikke mange endegyldige slutninger i digtsamlingen, hvilket udtrykker Nordbrandts relativistiske livssyn, hvor alt så at sige kan tages op til diskussion.