“I ruiner” er tredje og sidste roman i trilogien om Amager og de mennesker, der bor der. Amalie vokser op i et parcelhuskvarter med far, mor og to søskende, indtil finanskrisen og Amagerbankens krak i 2011 får familien til at falde som dominobrikker. Amalies far, der har sat både pension og opsparing i bankaktier, der fra den ene dag til den anden er nul kroner værd, mister både fremtid og fatning: “Jeg sidder ved spisebordet tæt på brændeovnen og ser vores far gå i opløsning. Så tager han en havestol og smadrer den ned i grillen.” (s. 129).
Familielivet er i forvejen lagt i ruiner, da katastrofen sker: Amalies diagnosticerede lillebror Oliver dør hjemme på stuegulvet under mystiske omstændigheder efter håndgemæng og indtag af en del forskellige stoffer. “Rustvognen kører væk, samtidig med at en studentervogn med høj musik og klirrende ølflasker passerer ude på Kongelundsvej.” (s. 256)
61395024
Intet kan hænge sammen mere. Forældrene bliver skilt, den ældste datter Maya melder sig ud af familien, og Amalie forlader sin kæreste Hector, der har rødder i en anderledes del af København og ikke forstår den virkelighed, Amalie er rundet af.
I forbindelse med sorgterapien over tabet af sin lillebror, der betegnes som et tæt “du” i romanen, møder Amalie Harriet og hendes søn Inno – og bliver igennem deres skæbner som flygtninge fra Rwanda optaget af folkemordet i 1994, der stadig står som noget af det mest barbariske i verdenshistorien.
Håbet er spinkelt, og lyspunkterne få i romanen om Amagers pressede middelklasse. Et af dem er Amalies spirende venskab med en ellers bandlyst morfar, der introducerer hende til gamle filmklassikere og stiller sig til rådighed for samtaler og varm kaffe, når alt det andet svigter. Og som ung og rodløs kommer man et godt stykke henad vejen med samtaler og varm kaffe – også i denne roman: “”Det skal nok gå, Klokke,” siger han. ”Når der er rødt, så må der for fanden blive grønt på et tidspunkt”” (s. 264).