Meter i sekundet

Citat
”Nogle elever er forsigtige, de skal bruge tid på at vænne sig til at køre. Andre er dumdristige og skal lære at lytte til trafikken. Men du er utilregnelig, siger Parkeringspeter og lyder næsten imponeret, du har både træk fra nybegynderen, den senildemente og flugtbilisten.”

”Meter i sekundet”, s. 167.

Det er en genkendelig oplevelse at læse Stine Pilgaards tredje roman, ”Meter i sekundet” fra 2020. Velkendt er det ironiske blik på alvor og følelser, den afvæbnende sproganalyse af dagligdags vendinger og det kærligt-sympatiske portræt af en kvinde, der ikke altid helt ved, hvad hun vil. En lidt lad tvivler.

Den kvindelige jegfortæller er flyttet til Velling i Vestjylland som påhæng til sin kæreste, der arbejder på den lokale højskole. Hun har netop været på barsel med deres søn og bruger dagene på at (forsøge at) tage kørekort og gå ture med hotelbestyreren Krisser, som hun er lidt forelsket i. Kæresten belejres af følsomme højskoleelever, og kvinden finder en samhørighed med Sebastian, der også er påhæng og forstår den jalousi, der kan rette sig mod højskolen. Deres søn afleveres hos den rummelige dagplejemor Maj-Britt, der tålmodigt lægger øre til den snakkesalige fortællers kvaler med at forstå den lavmælte omgangstone i det vestjyske.

48121543

Kvinden får job som brevkassebestyrer i den lokale avis, og de spørgsmål og svar er optrykt i romanen, lige som en række nyskrevne højskolesange (protestsange kalder fortælleren dem) er det. På velkendte melodier udfoldes livet på vers, og sangen ”Fortabt er jeg stadig” kommer til at indgå i 19. udgave af Højskolesangbogen. Der er ikke en tydelig fremadskridende handling i romanen – som er bygget op om samtalerne med Maj-Britt og Anders Agger – men i stedet korte, velturnerede episoder fra fortællerens liv.

Som i de tidligere værker er kommunikation og relationer centralt. Kvinden vil virkelig gerne forstå, hvordan vestjyder taler, så efter at have fulgt efter ham nogen tid, går hun i lære hos Anders Agger, der forklarer om pauser og om kun at sige det allermest nødvendige. Og aldrig tale om følelser. Og slet ikke om forplantning.

”Meter i sekundet” er en kærlighedsfortælling om de bånd, man kan knytte til kærester, børn, venner, kørelærere, dagplejemødre og dokumentarister. Den måske største kærlighedserklæring ligger i en sproglig betragtning; da fortælleren opdager, at hendes kæreste ofte omtaler dem som et vi. Også når det er hende, der har jokket i spinaten, siger han ”Det er så typisk os”. Og midt i alt det fjollede er romanen en rørende og smertelig fortælling om at få sit første barn og finde sine egne ben at stå på i det drøn af forventninger, der er til forældreskabet.