Med udgangspunkt i en række trolddomsprocesser fra Aalborg og Fyn i årene 1596-1621 udgav Olga Ravn i 2023 romanen ”Voksbarnet”. Den er skrevet ud fra hendes manuskript til teaterforestillingen ”HEX” (2023), og grundmaterialet er nordiske folkeminder og historiske kilder som breve, regnskabsbøger og teologiske skrifter. Bogens magiske instrukser er hentet fra cyprianusser, grimoirer og svartebøker fra perioden 1400-1900.
Vi følger den ugifte adelskvinde Christenze Kruckow, hvis frue Anne Bille bliver ved med at miste sine nyfødte. Christenze giver hende fåremælk med en edderkop i for at give det kommende barn livskraft. Da hun anklages for trolddom, flygter hun til Aalborg, hvor hun møder Maren Kneppis, som hun forelsker sig i. De indgår i et fællesskab med to andre kvinder, Apelone og Dorte. De renser sild, karter uld og bleger hørlærred, og de har magiske kvindecirkler med ceremoniarbejde. Da det kommer Christian IV for øre, at de udøver trolddom, udfordres deres fællesskab af rettergang, og romanens anden del berettes fra fangekælderen og senere skafottet og bålet.
Romanens fortæller er det voksbarn, som Christenze får fremstillet – og døbt – og som kan se og høre via blandt andet blåklokkernes dugdråber. Voksdukken kan som en art voodoodukke stoppes med hud og hår fra et menneske, man vil gøre ondt, men er ellers organisk i sin form: ”Og mig, jeg var et voksbarn, udvokset mellem skællene på biens bagkrop, af hyben, propolis, pollen, skræk, kvæde, længsel, gærdej, ælde, evigt ung med uendelighedens hemmelighed i mine folder” (s. 101).
I den fortløbende fortællings pauser er der magiske instrukser (se citat), og voksbarnet mærker med sin sanselighed forbindelser mellem naturens elementer, dufte og smage. Denne lydhørhed er en invitation til læseren om at lytte mere til naturen, til sine sansninger og sin historie, ligesom fortællingen udfordrer den moderne vestlige måde at være i verden på, på mange måder afkoblet fra naturen, magien, håndværket og årstiderne – og livgivende fællesskaber. Voksbarnet er stadig levende i vor tid og kommenterer nutidens trang til at så græs, hvor der før var blomstermarker, og det ser, at ”Nu drejer tidens hjul, nu ryger de gamle ideer under fode, snart skal I kværnes” (s. 30).