min pragtfulde hjerteflod,
men sig mig hvorfor den skulle være værre
end Frederikssundsvej, Valby Langgade
Peter Bangsvej og Istedgade?
Hvorfor er dens monstrøse forvirring
og opsigtsvækkende smagløshed
Mindreværdig i forhold til andre kvarterers
hovedstrøg?”
Klaus Rifbjergs digtsamling ”Amagerdigte” fra 1965 er en stedspecifik digtsamling bestående af 38 erindringsdigte fra barndommens land, Amager. Samlingen var noget af et hit, da den udkom og blev i løbet af tre år solgt i syv oplag.
141572989
Digtene veksler mellem erindringsglimt og mere fiktionaliserede elementer. Rifbjerg beskriver Amager som en kontrast til København. For eksempel i det indledende digt ”Broerne til Amager” og ”Hjertefloden” (se citat). På Amager var der landbrug og industri, men på den anden side af broerne var ”snobberne i Gumlekøbenhavn, indtagerne og forbrugerne der aldrig kommer derud "hvor tingene bliver til", som det også hedder i ”Hjertefloden”. Rifbjerg ligner ligefrem Amager med det vilde Vesten, og han når også at glæde sig over, at forfatteren Elsa Gress har boet på Amagerbrogade. Det poetiske tilnavn Hjertefloden henviser i øvrigt til Amagerbrogade. Men som i mange andre digte er Rifbjerg ambivalent og slutter her med ordene: ”Men også for Elsa gik det siden fremad, og gaden er atter sit gamle åndløse selv, aorta i min traumatiske kærlighed hovedstrømmen blandt mine længslers floder.” Ambivalensen er karakteristisk for digtene, hvor barndommens idyllisering konstant bliver brudt af den voksnes blik og bevidsthed. På den måde er Rifbjergs barndomsland lige dele præget af barnets nysgerrigt undersøgende blik og sansninger, dets erfaring med både nærmiljøet, familie, seksualitet, sygdom, 2. Verdenskrig, liv og død, og hvor den voksne forfatters blik skaber perspektiv.
Et helt centralt tema i digtsamlingen er tab: tab af barndom, barndomsuniverset og det ultimative tab i form af døden. I digtet ”Engang” skildrer Rifbjerg barnets hverdagsliv, der pludselig får et nyt perspektiv: erfaringen af en gang at skulle dø, og i det følgende digt ”Kanariefuglens begravelse” får barnet sine første erfaringer med døden og evigheden, da han først begraver en kanariefugl og siden graver den op for at følge, hvordan kroppen bliver nedbrudt. Digtene kan oplagt læses i sammenhæng med digtet ”Saglighed”, hvor digteren tager afsked med sin afdøde far på saglig vis og blot glædes over det liv, de har haft sammen. Som en understregning af, at livet og døden er for evigt vævet sammen.