Og andre historier

Citat
”Han mindedes at have læst ordet Verfremdung og blev ved med at gentage det, mens han fik fat i røret. Verfremdung, det var det, han var i stand til at etablere. De andre kørte rundt med hovedet inde i en jammerlig kompostbunke af ubestemmelige følelser og præsenilt ævl. Han mobiliserede blot sin evne øh for … Verfremdung. Afstand og ærlighed, så kunne man handle.”
”Hm.” i ”Og andre historier”, s. 169.

Klaus Rifbjergs første novellesamling, ”Og andre historier” fra 1964, består af 23 noveller, der tilsammen tegner et forløb fra barndom over ungdom og til voksenlivet.

Alle barndomsnovellerne befinder sig i spændingsfeltet mellem barnlig uskyld og dødelig alvor. Som i novellen ”Selvmord”, hvor hovedpersonen – ’drengen’ – vil besøge sin ven, men på vejen opdager, at dennes underbo har begået selvmord. Midt i tragedien er det samtidig en spændende oplevelse for drengen, som både får lov at køre politibil og bliver afhørt på politistationen. For det nysgerrige barnesind er oplevelsen hverken ’lys eller mørke”, som den sidste linje i novellen lyder.

Et helt centralt tema i både ungdoms- og voksennovellerne er krop og seksualitet. Novellerne balancerer på en knivsæg mellem det naivt uskyldige og svært grænseoverskridende. I ungdomsnovellerne er det ofte hovedpersonens grænser, der bliver overskredet. Klarest sker det i novellerne ”Frække Jensen” og ”Skyernes skygge rammer mig”. I førstnævnte beskriver en jeg-fortæller, hvordan han og vennerne kom i Jensens butik og fik gaver for at røre ved Jensens pik. Forholdet til Jensen bliver beskrevet som et gensidigt forhold, hvor misbruget går begge veje. Det er først, da Jensen deler pornografiske billeder med fortællerens venner, og fortælleren efterfølgende tager Jensen på fast gerning sammen med en lille pige, at han kan se Jensen udefra og anmelder ham. Jensen bliver taget af politiet, men fortællerens venner straffer fortælleren som en forræder.

I voksennovellerne fremstiller de – ofte mandlige – hovedkarakterer sig selv temmelig flatterende, men en indbygget ironisk distance i novellen udstiller dem og deres selvforståelse, for eksempel i novellen ”Hm.”. Flere af disse noveller er udformet som jeg-monologer, og ofte fremstår novellerne som fortællernes forsøg på at retfærdiggøre handlinger (ofte udenomsægteskabelige affærer) for sig selv – og læserne. I det hele taget er Rifbjerg ekspert i at afsløre sine fortællere via sprækker i sproget. Sproget er hovedsageligt nøgternt og konkret, og ofte ligefrem videnskabeligt, mens ekspressionistiske billeder kontrasterer og er med til at sætte en ofte angstfuld stemning, som lurer lige under overfladen. Novellerne begynder ofte abrupt og ender lige så diffust og uden forløsning.