Den kroniske uskyld

 
Citat
”Der er ingen, der aner, hvad det vil sige at gro sammen med sådan en fyr, hvis man ikke har prøvet det. Jeg voksede langt ind i Tore. Det var altid Tore og Janus og Janus og Tore. Hvergang der blev lavet et eller andet, så var det altid Tore og Janus, der lavede det, selvom det selvfølgelig var mest Tore. Jeg var ligeglad, hvad det var, hvis Tore havde lyst til det, så havde jeg også, fordi det var det rigtige at gøre.”
”Den kroniske uskyld”, s. 45.

”Den kroniske uskyld” fra 1958 er Klaus Rifbjergs epokegørende romandebut. Ofte bliver den fremhævet som en af de mest læste danske romaner nogensinde, og den har været på pensumlister i landets gymnasier i årtier.

38954598

Romanen foregår under 2. Verdenskrig, og i periferien bliver der skudt i de københavnske gader. Men det er ikke noget, der fylder det store. Romanen bliver fortalt af gymnasieeleven Janus, og det helt centrale omdrejningspunkt er hans venskab med klassekammeraten Tore. Som læser følger man dem fra afslutningen af folkeskolen, til de får studenterhuer på, suppleret med et afsluttende kapitel, der peger ind i det følgende år. Det væsentligste tema er puberteten, med alt hvad der følger med: venskaber, de første erfaringer med piger og alkohol, og forholdet til de voksne – ikke mindst til forældrene og lærerne.

Klaus Rifbjerg skildrer indlevende, hvor skelsættende et rigtigt venskab kan være. For Janus bliver venskabet med Tore livsforandrende. De to bliver dybt forbundet – en slags soulmates –, som foretager sig alt sammen. Selv da Tore bliver kærester med Helle, er Janus det perfekte tredje hjul, der altid er med på sidelinjen. Alt ser legende lyst og let ud, lige indtil seksualiteten og voksenlivet for alvor sætter ind med sine benspænd. Benspænd, der hovedsageligt kommer fra de voksne. Ikke mindst fra Helles dæmoniske mor, Fru Junkersen, der ifølge Janus styrer sin omverden med sin iscenesatte rigdom, veltalenhed, skønhed og ikke mindst seksualitet. Fru Junkersen nægter sin datter adgang til seksualiteten, som om det at fornægte datterens seksualitet kan holde hende selv evigt ung. Imens bliver Tore stadig mere frustreret og føler sig aseksuel og kastreret. Handlingen har flertydige dimensioner, der åbner op for mange tolkninger, og som er med til at gøre romanen mytologisk.

Romanen handler i høj grad også om de forventninger, vi har til os selv og andre. Mens Janus ofte er selvudslettende, sætter han Tore på en piedestal og har brug for, at han baner vejen for ham. Da Janus debuterer seksuelt før Tore, føler han, at det er forkert, og det er først, da Tore får et mentalt sammenbrud, at Janus må erkende, at han bliver nødt til at finde sin egen vej i livet.

Romanen blev filmatiseret af Edward Fleming i 1985.