Under vejr med mig selv

Klaus Rifbjerg debuterede i 1956 med digtsamlingen ”Under vejr med mig selv”, der består af blot 15 digte. De første tre digte handler om intet mindre end digterjeg’ets tilblivelse i digtene ”Undfangelse”, ”Foster” og ”Fødsel”. I ”Undfangelse” indledes hver strofe med en legende remse som ”Hokus, pokus” og ”Bim, bam”, der fungerer som en barnligt begejstret understregning af det under, at vi mennesker kan blive undfanget og født. Undfangelsen bliver her lignet med det rene trylleri (altså, hokus pokus), men Rifbjerg er straks klar med en modstilling, for i næste linje hedder det: ”uden mystik foregår bekræftelsen/ et liv formes”. Den måde at arbejde med negationer er typisk for modernistiske forfattere som Rifbjerg.

50918815

I de resterende digte kaster han sig over nogle af de ting, der er med til at forme jeg’et. Som han skriver i digtet ”Film”: ”og det frie liv/ er så forunderligt og sart/ i den brune papirspose af en sjæl/ vi mindreårige er forsynet med.” (s. 18). Digtene kredser om: børnehaven, skolen, håndbold, biografture, en tur på værtshus, universitetet og kærligheden og slutter med en indtræden i voksenlivet med digtene ”Nygift” og ”Jul”.

”Under vejr med mig selv” er en typisk modernistisk digtsamling. Et helt centralt mål for modernismens forfattere var at sprogsanse verden. Altså at registrere verden gennem sansning i et forsøg på at sætte sig fri af konventionelle sproglige begrænsninger og klicheer og forholde sig frit til verden. Hvor tidligere poesi lidt firkantet kan siges at kredse om ophøjede ord og begreber, kan alt ophøjes til poesi i modernismen. Derfor kan skolen beskrives som ”Den galoperende hjertefryds tilintetgørelse” (s. 16) og tømmermænd med ord som ”Hjertets anstrengte tappenstreng” (s. 27).

Digtsamlingen er legende og let, skrevet med et ironisk glimt i øjet og en enorm energi, der bedst kan beskrives med nogle af de begejstrede udbrud, der indgår i digtene. Den er således ”boblende” (s. 16), ”susende” (s. 18) og ”fuld af kluk” (28).