Med “Jack” fra 2020 (“Jack”, 2021) tager Marilynne Robinson fat i den ensomste og måske vanskeligste karakter fra den romankvartet, der indledtes med “Gilead”: Jack Boughton, den fortabte søn, som vi allerede mødte i den første roman igennem hans bekymrede reservefar, John Ames. På den måde kan man sige, at Jack hele tiden har været romankvartettens modstræbende hovedperson, set ud af øjenkrogen på alle andre, der ængsteligt har set til, mens Jack gjorde livet svært for sig selv og alle andre.
Med sin nye roman gør Marilynne Robinson det, hun havde forsvoret, at hun ville gøre: Hun bevæger sig ind i hovedet på Jack selv. I et interview fra 2008 afviste hun ellers tanken: “Jeg ville miste Jack, hvis jeg forsøgte at komme for tæt på ham som fortæller,” sagde hun dengang. “Han er fremmedgjort på en kompliceret måde. Andre mennesker forstår ham ikke, og de er heller ikke forståelige for ham.” (Sarah Fay: Marilynne Robinson, The Art of Fiction no. 198. The Paris Review. Fall, 2008).
39438542
Det er heller ikke rart at være inde i hovedet på Jack. Han er en mand, der hutler sig igennem tilværelsen uden at kunne rodfæste sig og knytte bånd til andre. Han lyver og stjæler og har ikke tillid til hverken sig selv eller andre. Vi befinder os også denne gang i en mindre by, ikke Gilead, men St. Louis, i en periode, der kronologisk set ligger lidt tidligere end “Gilead” og “Hjemme” – hos Marilynne Robinson er tid er cyklisk størrelse, så helt præcist hvor vi er tidsmæssigt, præciseres ikke. Kort inden vi møder Jack, er han kommet ud af fængslet, han bor i et pensionat, men sover ofte ude i det fri, især når han, som det ofte sker, har drukket sig fra sans og samling.
Ind imellem sover han på en kirkegård midt i byen. Dette giver anledning til, at “Jack” mere end alt andet er en kærlighedsroman. Romanens første 45 sider udspiller sig nemlig på denne kirkegård, hvor portene er blevet aflåst, og den unge, sorte kvinde Della, ligesom Jack, må tilbringe natten derinde. Jack og Della kender hinanden en smule i forvejen, men denne nat, omgivet af kirkegårdens mørke og stilhed, overgiver de sig til et nærvær, der ellers er dem begge fremmed. På hver sin måde føler de sig udstødte af samfundet, og der er noget i den andens følelse af ensomhed, der giver dem begge trøst.
For første gang bliver Jack forført til at føle noget for et andet menneske, og selv om han ikke vil eller tør, træder han ind i et kærlighedsforhold til Della, også selv om forholdet af mange grunde er dødsdømt. Ikke blot på grund af Jacks skepsis og selvhad, men fordi USA på dette tidspunkt har en lovgivning, der gør det umuligt for en hvid mand og en sort kvinde at leve sammen.
Med “Jack” fokuserer Robinson endnu engang på kærlighedens nådegave, den mulighed, mennesket har for at redde sig ud af det, der kan virke som fuldkommen fortabelse.