Det starter tungt og mørkt i Lilja Scherfigs billedroman ”Drengen uden øre” (2021): landsbyen sender sine drenge i krig, og også Maria må sende sønnen Marco af sted. Otte måneder senere vender de tilbage, nogen sårede og andre i kister. Marco blev slået ihjel, og det var en dreng med kun ét øre, der gjorde det. Maria er i sorg og hendes dagligdag går i stå, så hun får hjælp fra Sammy, der er blevet sendt over til hende fra børnehjemmet. Han skal lave mad og gøre rent men kan ingen af delene. En dag opdager Maria, at det er Sammy, der har slået hendes søn ihjel, og hun begynder at slibe sine knive.
39168448
Lilja Scherfig skriver om bogen på sin hjemmeside: ”Grunden til at jeg har sat netop de to personer under samme tag, er for at finde ud af, hvad de gør ved hinanden. Kan moren opretholde sit had, når hun inderst inde har brug for ømhed? Skal drengen tage ansvar og bøde for krigens konsekvenser? Vil de to ulykkelige mennesker hive hovedet af hinanden eller kaste sig i hinandens arme?”
Mens Maria sliber sine knive, lærer hun samtidig Sammy at lave mad, og jo bedre han bliver, jo mere spiser hun. De to mødes i måltidets nærhed og omsorg og gennem den passion og kærlighed, som Sammy lægger i sin kogekunst. Maria tilgiver til sidst Sammy, og måske er der kærlighed og omsorg nok til, at hadet og vreden kan lægges bag dem: ”der findes en større og stærkere kraft end vrede og sorg – nemlig ømhed! Drengen giver moren mad. Moren motiverer ham til at finde sin passion for madlavning. Maden forbinder dem. Sådan er livet. Lige meget hvor meget vi hader, er vi bare mennesker. Vi har brug for engagement og mad. Vi har brug for hinanden. Vi er forbundet!” (Fra forfatterens hjemmeside).
Bogen er illustreret af Toril Bækmark, hvis tegninger er hektiske og skitseagtige, og på den måde supplerer de temaet i bogen meget flot. Marias følelser er også voldsomme og uafklarede – hun ved godt hvem Sammy er, længe inden andre fortæller hende det, men hvad hun skal stille op med den viden, er hun ikke afklaret med.