Billedbogen ”Dybt vand” udkom i 2020 og er endnu et samarbejde mellem Lilja Scherfig og illustrator Otto Dickmeiss. Temaet for bogen er klassisk Scherfig – en familie er i opløsning, mor og papfar skal flytte fra hinanden, og igen er det barnet, der bliver klemt. Drengen i familien er nemlig ikke klar til at sige farvel til sin papfar, bare fordi hans mor er det. Som en manifestation af drengens og papfarens relation dukker der en venlig og tålmodig bjørn op. Drengen beslutter at stikke til søs sammen med bjørnen, men er lige ved at drukne på rejsen. Heldigvis reddes han i land af papfaren, og hans mor går med til, at de to kan være sammen ”hver onsdag”.
48287476
Billedsiden af bogen er som altid i Dickmeiss’ universer spækket med metaforer, der er skibe, hav og fisk i alle billeder, og det metaforiske lag flyder over i fortællingen. Papfaren og drengen er i samme båd, de er på dybt vand og ved at drukne i fortvivlelse og oprørte vande, heldigvis reddes de i land og stormen har lagt sig. Ligesom i ”Farfar” løser konflikten sig til allersidst, drengens modstand er blevet set af moderen, og hun accepterer, at han stadig kan have behov for at se papfaren. Men en forandring har dog fundet sted, de voksne er stadig gået fra hinanden, og onsdagsbesøgene er jo ikke det samme som at bo sammen.
Scherfig siger om bogen på sin hjemmeside: ”Jeg hader at sige farvel. Der er ikke noget værre. Jeg bryder mig ikke om at give slip i noget, jeg kan lide. Men altså, det er jo umuligt at gå gennem livet uden brud, afsked, farvel. Vi har brug for at gøre noget nyt, møde nye mennesker, kaste os ud i nye eventyr, men stadigvæk; jeg hader at sige farvel. Kan vi ikke bare sige: ”Vi ses igen … på en ny måde”?” Spørgsmålet er, om der også venter nye eventyr for drengen gemt i denne nye relation til papfaren? Noget tyder på det, for i sidste opslag i bogen sejler drengen, papfaren og bjørnen af sted i en husbåd, med blikket rettet fremad og med ren idyl på båden.