Der går min klasselærer

Citat
”Langt, langt væk er skole og Løsning og Irma og tredjeklassen, der arbejder med deres opgaver. Han dufter det skyllemiddel, de bruger hjemme i rødstensvillaen, han dufter hendes renhed, håret, alt ved hende er rent og lykkeligt. Skolepigeparfumen!”
”Der går min klasselærer”, s. 49.

Vi er tilbage i provinsbyen Løsning i Jacob Skyggebjergs roman ”Der går min klasselærer” fra 2020. Fortællingen udspiller sig omkring år 2000 og består af to spor. I det første spor møder vi mobbeofret Stig – eller Fiskepik, som han blot kaldes. Stig har hele sin skoletid været nederst i elevhierarkiet, og mobningen synes kun at eskalere: ”Jeg kunne jokke pløkkerne ud af kæften på dig lige nu, Fiskepik! (...) For de fleste handler drillerierne bare om at have det sjovt. For sådan nogle som Kasper Nielsen handler det om at udslette. Der er en uundværlig kriblende nydelse i det – at være en destroyer.” (s. 116). Historien bliver et studie i mobningens nedbrydende væsen og provinsbyens tvivlsomme fællesskab. Det, som i sidste ende bliver dråben, der får bægeret til at flyde over for Stig, er oplevelsen af, at dem, der skulle hjælpe ham, svigter.

47720877

I romanens andet spor møder vi den udbrændte folkeskolelærer Erling, som opsluges af en erotisk besættelse af 9. klasseseleven Mira og ikke mindst hendes duft af ungpigeparfume. Erling keder sig i sit ægteskab, og alting i hans tilværelse synes at være en gentagelse. Med sine perverterede drømme får verden farve igen: ”Drømmerierne trænger ud og bliver en del af den virkelige verden (...) alt får nyt liv, alt kommer til at tage sig anderledes ud i forhold til hinanden.” (s. 71). Romanen bliver en fortælling om sammenstødet mellem drøm og leverpostejfarvet realitet i en kedsommelig provinsby og en skildring af flirten med forbudte følelser. Men sværmerierne synes også at være udtryk for Erlings manglende kontakt med sine egne ønsker og følelser – Miras navn er et anagram over konen Irma, som Erling i romanens slutning genforenes med.

Bogen er bygget op med en prolog, der varsler historien, og en epilog, som afslutter fortællingen. Romanen er fortalt med en ironisk fortællestemme med en skiftevis indlevelse og afstandtagen til sine karakterer og præsenterer et billede af et dansk provinsmiljø, hvor toget ikke stopper ved trinbrættet: ”Der er et billede i avisen af trinbrættet med platformen, man kan se, billetautomaten er blevet vandaliseret – en pink graffiti ned over den røde lakering: Gab, står der.” (s. 205). En by, hvor det både er svært at være en velbegavet elev, en midaldrende folkeskolelærer og et sårbart barn udsat for mobning.