Sanne Søndergaards fjerde ungdomsroman ”Se mig” fra 2020 handler om veninderne Zira og Alberte. De har hængt sammen som ærtehalm gennem hele opvæksten, men da de begynder i gymnasiet, hvor romanen skydes i gang, har de brudt med hinanden.
I begyndelsen fremstår Zira som den mest usikre. Hun er fuld af selvhad og sorg over at have mistet sin mor i en tidlig alder og føler sig konstant forkert på grund af sin buttede krop og brune hudfarve. Alberte derimod har fundet nøglen til den optimale selviscenesættelse og poster små lommefilosofiske film på sin YouTube-kanal, hvor følgerne strømmer til, især da hun udnævnes til årets Rising Star ved prisuddelingen Guldtuben. Hendes image bliver det vigtigste i livet, og den perfekte selviscenesættelse bliver kuren, når hun rammes af ensomhed og føler sig overset af sine succesfulde forældre.
48218059
Således befinder de to piger sig vidt forskellige steder i det sociale hierarki, men under overfladen har de meget til fælles. Pigernes indre monolog løber som et kursiveret spor gennem hele romanen, og det vidner om deres selvhad, ensomhed, sorg og usikkerhed. Ingen af dem har fundet sig rigtigt til rette i livet endnu.
Historien fortælles skiftevis fra Ziras og Albertes synsvinkel af en tredjepersonfortæller, og gennem den fortælleteknik undgår forfatteren at vælge side i forhold til pigernes brud. Søndergaard portrætterer begge karakterer loyalt og nuanceret. Gennem romanens brug af dialog, indre monolog og handlingsbeskrivelser viser forfatteren stor indsigt i ungdommens sproglige og sociale koder og mekanismer.
Tematisk kredser ”Se mig” om de svære teenageår, hvor identitetskrise, venskab og kærlighed fylder meget. Derudover berører romanen også temaer som perfektionisme, selviscenesættelse, seksuelle overgreb, racisme, selvhad og angst. Dermed er Søndergaards roman både et rammende portræt af ungdommen og to pigers venskab anno 2020, og samtidig tematisk tidløs.