Drengen der fik ting i hovedet – Guld på hjernen

Citat
””Grrr! Nu kan det være nok”, siger jeg. ”En ting er at få ting i hovedet, men de skal ikke sidde fast på mig! Der sætter jeg grænsen!” Jeg hiver hornet af og kaster det så langt væk, at det aldrig nogensinde vil blive fundet igen. ”Øh, det var et guldhorn fra jernalderen”, siger Ludvig. ”De er ret sjældne. Jeg tror, at de ville blive glade for det på Nationalmuseet.” ”De kan finde deres egne horn, kan de,” siger jeg.”
”Guld på hjernen”, s. 46.

Bog nummer to i Kasper Hoff og Jan Solheims serie om drengen, der fik ting i hovedet, ”Guld på hjernen”, udkom i 2018 og vandt i 2019 Orla-prisen i kategorien ”Den bog, der gav mig grineflip”. Den handler, som sin forgænger i serien, om drengen Karl og hans ven Ludvig. Karl lider af den mærkværdige skavank, at han får ting og sager i hovedet. Men hans sygdom får sig et nyt twist: da en meteor lander på ham, bliver hans hoved magnetisk. Nu ikke alene får han ting i hovedet, han sågar tiltrækker alle mulige metalobjekter.

Den altid vakse Ludvig finder ud af, at der på den anden side af jorden ligger en ø, Sumbawaya, hvor man ikke benytter sig af metal. Afsted går det men på Sumbawaya er alt ikke lutter lagkage, for den sleske forbryder Doktor Guldberg følger efter, fordi han ser et forbryderisk potentiale i Karls magnetiske hoved. Dog, efter et dramatisk forløb på tropeøen, lykkes det vores hovedpersoner at sætte en stopper for Doktor Guldbergs skumle planer. Vi befinder os først i en ”storby” (s. 50) og siden på øen Sumbawaya, og i tid strækker fortællingen sig over en uge eller to.

54136218

Bogen kalder sig en graphic novel, og som i seriens første bind fletter tegninger og tekst sig naturligt sammen og har lige præcis den rette indbyrdes afhængighed. Den grafiske del er det unægtelig svært at 'citere' fyldestgørende med ord, men sikkert er det, at Solheims streg her føjer sig i anderledes afrundede, muntre schwung end det f.eks. er set i Gamerz-serien.

Serien om drengen der fik ting i hovedet blander realisme og magi, og man tænker sig, at denne blanding har været en svir for Solheims fantasi. Her er ingen begrænsninger og dog alle fordelene af et kendt (hverdags)univers som ramme. Ud over selve Ludvig og Karl, er der flere små, sjove detaljer, der binder bogen sammen med dens forgænger ”De mystiske øjne”. F.eks. statsministeren, der er i bad med sin paryk hængende på en stol ved siden af, og skolepsykologen, med hvem Karl fører endeløse ja-nej-samtaler. Man får fornemmelsen af en serie, der nemt vil kunne fylde mange, muntre bind om Ludvig og Karl.