Drengen der fik ting i hovedet – De mystiske øjne

Citat
”Men højt, højt oppe over os har et par vagtsomme øjne opdaget solens stråler, der reflekteres i luppen. Ørne har en formidabel hukommelse (kun overgået af elefanter), og ørnemor har ikke glemt de to små modbydelige mennesker, der åd hendes afkom. Nu hun får øje på dem, og hendes ørnehjerte fyldes af hævntørst.”
”De mystiske øjne”, s. 207.

I 2017 udkom første bog i serien ”Drengen der fik ting i hovedet” nemlig ”De mystiske øjne”. Den handler om drengen Karl og hans bedste ven Ludvig. Karl har en underlig sygdom, der indebærer, at han ALTID får ting i hovedet. Derfor går han rundt med ishockeyhjelm på, men det er jo f.eks. svært at spise is med hjelm på.

Så ganske kort tager han en dag sin hjelm af, og det ser da også ud til at gå godt, lige indtil han når den sidste bid, og der alligevel kommer en genstand flyvende mod ham. Han prøver ikke engang at flytte sig – han ved, at den per definition har kurs mod hans hoved, lige meget hvad han gør. Og ganske rigtigt – genstanden slår ham i gulvet og giver ham en bule så gigantisk, at han må gå i seng i flere uger. Det viser sig også, at genstanden har gjort noget andet, som ikke skal afsløres her – men indirekte ender den med at sende Ludvig og Karl ud på en hæsblæsende færd, der indeholder både nudister, parykker og ørne.

53660118

Teksten er lavet af Kasper Hoff og illustrationer af Jan Solheim. Bogen er inddelt i 15 kapitler og en epilog og kalder sig en ”graphic novel”. De sjove og spændstige illustrationer dominerer på forskellig vis teksten og udtrykket – nogle opslag består af halv tekst, halv illustration (f.eks. side 9), mens andre primært er illustration med en lillebitte tekst til (f.eks. side 80) og andre igen er hundrede procent domineret af illustrationerne, som side 83 eller 154-155. Nogle steder er teksten integreret i illustrationerne, og det giver karakter af klassisk tegneserie, som på side 67, hvor der ovenikøbet er talebobler.

De mange forskellige måder, tekst og tegninger forholder sig til hinanden, er med til at tvinge læserens øjne til for alvor at se på tegningerne og ikke bare bevæge sig hurtigt hen over teksten og selv lave billederne i stedet. ”Drengen der fik ting i hovedet” er et værk, hvor teksten og det visuelle tilsammen er langt mere, end de to ville være hver for sig.