Cahun

Citat
”Troede han virkelig, at han kunne få mig til at skrive sådan en traditionel biografi om Claude Cahun – Lucy, der hele sit liv var i oprør mod så latterligt et koncept og forestillingen om, at man kan destillere et liv og en kunstnerisk praksis til en horisontal, fremadskridende beretning, når sådan en hverken findes som sandhed eller som hed drøm.”

”Cahun”, s. 155.

Romanen ”Cahun” (2019) af Kristina Stoltz handler om den franske multikunster, forfatter og fotograf Claude Cahun. Navnet er først og fremmest et alias for Lucy Schwob, der blev født i 1894 i Nantes og døde i 1954. Claude Cahun er også dækkende for den persona og det kunstneriske værk, som Schwob skabte i samarbejde med Suzanne Malherbe.

Stoltz begynder sin romanfortælling i 1944, hvor Lucy er fængslet i militærfængslet på øen Jersey sammen med barndomsveninden Suzanne Malherbe, der også blev både hendes stedsøster, elskerinde og kunstneriske samarbejdspartner. Sammen forsøgte de med løbesedler at vende tyske soldater mod krigen, og selvom de kun var de to kvinder, fik deres politiske aktioner vidtrækkende konsekvenser. Romanens fortælling slutter tredive år senere, altså efter Lucys død, hvor den kvindekamp, Lucy og Suzanne var fortrop for, endelig udfolder sig.

46283503

Romanens begyndelse og slutning fortælles af henholdsvis Lucy og Suzanne og danner tilsammen en sammenhængende og fortællermæssig fremadskridende ramme om den midterste og længste del af romanen. Her udfoldes Lucys tidlige liv og kunstneriske projekt med fortællinger om sindssyge, spiseforstyrrelse, dæmoner, afhængighed, forelskelse, oprør og vildskab. Fortællerinstansen i den midterste del er en foranderlig figur, der på én og samme tid er mand og kvinde, krop og ren bevidsthed, objekt og levende. Det er en stemme, der kan forvandle sig til alt, og som springer ud af Lucys fantasi.

Soldaten kalder hun figuren, og med den figur som fortællerstemme bliver romanen både fabulerende, surrealistisk og mere fragmenteret end begyndelsen og slutningen, der har hovedpersonerne som fortællere. Stoltz lader således et formmæssigt fortællegreb spejle Lucys kunstneriske projekt. Kønnet er konstant til diskussion i Lucys iscenesatte selvportrætter. Her udforskes  identiteter, masker og persona’er, på samme måde som fortællerinstansen i den midterste del udforsker sin fremtrædelse.

”Cahun” er ikke en biografi i gængs forstand, eftersom Stoltz både er meddigtende og bruger fiktionens greb og form i fremstillingen af det virkelige materiale. ”Cahun” bliver således et fantasifuldt og mangetydigt romanportræt af Lucy Schwob og opgøret med kønsidentitet og al ensretning.