I sine daglige striber i Politiken havde den anarkistiske, lille Strid-figur sin gang. Alt kunne ske i striben – Strid fremstillede kloner af sig selv (i en karsebakke ved hjælp af egne bussemænd og atomaffald fra Risø), kloner, som senere gjorde oprør mod deres skaber ved at stemme socialdemokratisk. Han havde alt fra Bob Dylan til selveste Universet i studiet for at hyggesludre, han reddede Tøger Seidenfaden fra en øde ø, hvor han i mangel af andet materiale tatoverede sine ledere på maven, og han tog en afstikker hist og her, f.eks. til eventyrlandet Narnia.
27899307
Sidstnævnte udflugt strakte sig over flere uger og var til dels en pastiche over C.S. Lewis’ bøger om Narnia og Michael Endes ”Den Uendelige Historie”. Men den var i lige så høj grad Strids eget eventyr: hvor Strid og klonerne bliver båret på løveryg hen over den udstrakte ørken, der kun bebos af en ensom pingvin, som forvandler alting til sten bare ved at kigge på det. Hver aften lægger pingvinen sig til at dø – og i den mørke, øde nat vokser pludselig lysende, farvestrålende træer af mekano op fra ørkenens sand.
Men længere væk fra den politiske dagsorden var Narnia heller ikke, end at Strid midt i det vemodige, sælsomme ørkenlandskab gav sig til at holde forsvarstale for den autonome 1970’er-aktivistgruppe Rote Armee Fraktion. En udtalelse, der af nogle blev tolket ganske provokerende, og som derfor blev startskuddet til en hed debat om Strid, hvor Politiken og Berlingske Tidende stod som modpoler, en debat, som nærmest endte med at være rendyrket venstrefløj mod højrefløj.