“11%” (2022) er titlen på Maren Uthaugs fjerde roman. Bag den gådefulde titel gemmer sig en fremtidsskildring, som sætter vores samfund i perspektiv. Handlingen udspiller sig på forskellige lokationer i Danmark, og selvom bynavnene er taget ud af virkeligheden, er der meget andet, som er vendt op og ned i romanens fiktive univers. Vi befinder os i eftertiden af de patriarkalske tider, og en matriarkalsk orden hersker. Mænd bliver set som en trussel mod menneskeheden, og de få mænd, der er tilbage, bliver holdt fanget i et avlscenter på Lolland.
Romanen er fortalt af en tredjepersonsfortæller, som i de forskellige dele skifter perspektiv mellem hovedkaraktererne: heksen Medea, medsøsteren Stille, præsten Wicca og lægen Eva. I første del er det karakteren Medeas hverdag, vi dumper ned i. Medea bor i et heksekloster, der ud over medsøstrene er befolket af fugle, slanger, ulvehunde og så en ubuden syvårig dreng, der på skæbnesvanger vis er kommet ind i søstrenes liv.
134136391
Medea foretager sine gøremål, fodring af slangerne og bagning af kærlighedskager, alt imens hun grubler over, hvordan hun skal skaffe menstruationsblod, når den eneste menstruerende søster, Stille, snart går i overgangsalderen, og hvad hun skal fodre den kræsne pytonslange Pythia med. Den helt store kilde til bekymring er dog, hvad de skal stille op med drengen, når han vokser op og bliver farlig. Uthaug beskriver et fremtidsscenarie, hvor værdihierarkier er vendt på hovedet, alt det naturlige er ophøjet – selv menstruationsblod, der er en eftertragtet ingrediens i kærlighedskagerne, som Medea sælger til mandedamen Lars, der giver dem til sine kunder.
Selvom historien foregår i fremtiden, rækker den også tilbage i tiden og inddrager stof fra biblen og den græske mytologi. Tolkningerne af de gamle værker er dog også omvendt af, hvad de plejer: Fortidens skurke bliver i Uthaugs historie til helte.
“11%” er en tankevækkende og provokerende roman skrevet i en tone, der både er spydig og rummer den særlige humor, der er så kendetegnende for Uthaugs værker. Humoren træder især frem i scener, der er så visuelt beskrevet, at de nærmest virker filmiske.