En lykkelig slutning

Citat
“Når man dør, har man nogle særlige spasmer i anus. Derfor trak russiske soldater bukserne ned på både sig selv og de døende tyrkere på slagmarken i krige for hundrede år siden. Bare for at trænge ind i dem og nyde deres sidste dødskramper. Jeg er opfostret med den slags informationer og er så hærdet, at jeg knap nok hæver et øjenbryn, uanset hvor drabeligt og ulækkert det bliver.”
“En lykkelig slutning”, s. 29.

“En lykkelig slutning” (2019) er Maren Uthaugs tredje roman, og som med hendes anden roman “Hvor der er fugle” (2017), er der også her tale om en slægtsroman.

Vi følger bedemandsfamilien Christiansen gennem syv generationer fra den første Christian, som i begyndelsen af 1800-tallet dræber uønskede spædbørn på en lille ø i Stillehavet, og frem til slægtens nulevende medlem, Nicolas. Nicolas er fortællingens jegfortæller, og ud over at være slægtens eneste mand, som ikke hedder Christian, adskiller han sig fra sine forgængere ved at være nekrofil – en uheldig tilbøjelighed, særligt for en bedemand. Et slægtsled ad gangen fortæller Nicolas, hvordan Christian efter Christian har udnyttet epidemier og krige til at opbygge familiens bedemandsimperium og tilpasset hvervet tidens og troens udvikling.

47239893

“En lykkelig slutning” er fortællingen om døden, og hvordan der er blevet lavet forretning på den, men vigtigst er romanen – som Uthaugs forrige romaner – en grotesk historie om nedarvet galskab i en familie. Galskaben kan fysisk spores hos slægtsmedlemmerne, der alle lejlighedsvist får røde øjne, men ellers tager den forskellig form. F.eks. taler Christian 4 med de døde, og han får sågar en søn med et spøgelse. Sønnen, Christian 5, udvikler OCD-lignende særheder og plages af en sygelig trang til at stille alt i rækker.

Den mest lidelsesfulde særhed rammer dog Nicolas. For ikke at vække sin nekrofili til live undgår han begravelser af kroppe, som han kunne blive tiltrukket af. Tanken om de gange, han trods dette forbehold er faldet i og har rørt ‘kold hud’, fylder ham med skam. Heldigvis har Nicolas travlt med at holde opsyn med sine to børn, der dels ved at slå dyr ihjel for sjovs skyld, dels ved et mildest talt vanvittigt temperament viderefører familiegalskaben. Nicolas holder sig altså nogenlunde på måtten – lige til den dag, han møder Marian. Smuk og død tager hun kontrollen over ham.

Med sarkasmen som toneangiver skriver Uthaug slægtshistorie og dødens kulturhistorie i et fantasifuldt parløb, hvor hendes rå humor får frit spillerum.