”Misteltenen” er andet bind i Anne-Marie Vedsø Olesens serie om vølven Snehilds vej og udkom i 2022. Romanen starter et halvt år efter den skæbnesvangre bryllupsfest, hvor kongen af Sialand blev dræbt. Nu er hans søn Aslak valgt som konge. Han styrer byen brutalt og er overbevist om, at nogen vil ham til livs. Snehild er kongens elskerinde og fortrolige, men Aslaks mistro og brutalitet bekymrer både hende og Aslaks tvillingebror Roald. Snehild bliver syg. Ypperstepræstinden Ragnfrid har kastet runer på hende i endnu et forsøg på at skaffe den unge vølve af vejen. Eneste kur er at drage til dødsriget Helheim og selv lære runemagien. For at komme dertil må hun udføre et ritual, hvor hun spiser misteltenens dødeligt giftige bær og drukner sig. Magiske kræfter giver hende en særlig forbindelse til misteltenen, som kan føre hende dertil levende. Ritualet og rejsen til Helheim bærer frugt. Snehild lærer sig runemagi og kan rejse hjem.
134042222
Aslaks styre bliver stadig mere vanvittigt. Folk flygter, byportene er lukket. Kongen mishandler og dræber. Roald udfordrer ham til tvekamp om kongemagten, netop den dag Snehild vender tilbage. Snehild vil hjælpe Roald til at sejre, og smører uden hans viden Roalds sværd ind i misteltenens saft. Aslak dør ved et hug fra sværdet, og Roald bliver konge. Men da han erfarer, at Snehild har smurt gift på sværdet, ser han sig nødsaget til at forvise hende fra Himlinge.
Mordet på Aslak er en spejling af myten om Balder, Odins smukke søn, der blev dræbt af sin bror med hjælp fra Loke. Myten om Balder flettes ind i romanens plot flere steder. Ypperstepræstinden Ragnfrid ser Balders død i et syn, og Snehild møder selv Balder ved ankomsten til Helheim.
Romanen består af tre dele: Sleipner, Nidhug og Hel, som også er Snehilds vej til runemagien. Hun rider på Odins ottebenede hest, Sleipner, hun kæmper mod dragen Nidhug, og hun møder dødsrigets gudinde Hel.
Synsvinklen i begge bøger ligger skiftevis hos Snehild og hos forskellige nøglekarakterer hjemme i menneskenes verden (Midgård). Stilistisk skiftes der mellem dialog og sansemættede beskrivelser af de forunderlige verdener, Snehild rejser på tværs af. Romanernes kursiverede passager med Snehilds syner er dels lange, handlingsmættede gengivelser af forudsigelser, dels korte, som vers eller trylleformularer: ”Hvide Snehild, grå som ulven, rød som solen, når verden ender.” (”Misteltenen, s. 45).