I Solvej Balles ”Om udregning af rumfang V” fra 2024 er gruppen fra Bremen flyttet til udkanten af Liège, hvor de har indtaget et forladt universitet. Her mødes de med de efterhånden utallige andre tidsfanger og begynder at sætte i stand og indrette sig. Hullerne i taget må de leve med, for det er svært at leje en stor kran på en dag. Og en enkelt dag er stadig, hvad de har til rådighed, fanget som de er i d. 18. november.
137556006
Tara Selter er fortæller, og hun ser tilbage på sit besøg hos sin kæreste Thomas, hvor hun måtte indse, at hun var blevet en anden og ældre udgave af sig selv, mens han stadig var en ung mand. Afstanden mellem dem er for stor. Til gengæld møder hun Carl Tarney, som hun skal aflevere en bog hos, og de indleder en seksuel relation mange dage i træk. Kærligheden forandrer sig, og i sin filosofiske grundmodus spørger romanen til forholdet mellem tid og kærlighed.
På universitetet opretter de hurtigt et bibliotek og et arkiv, som Tara bliver ansvarlig for. Efter at den visionære Gita (over 20 sider) har holdt en billedskabende og handlingsorienteret tale genovervejer de, hvad viden i det hele taget er. Gita vil have fri forskning, tanke og undren. Arkivet bliver kategoriseret på ny i en ikke-hierarkisk form, hvor alle vidensformer får plads. Samtidig vækkes et håb i dem alle, initieret af en etymologisk præcisering: De taler om at have resigneret, men resignere betyder egentlig at bryde seglet på et brev, og det er deres privilegie og gave: de har fået nøglen til iagttagelsens dør og adgang til et evigt nu, der fordrer ”nutidshåb, nutidsoptimisme, nærværshåb.” (s. 85). De er fri for fortid og fremtid. Det er faktisk bare grøntsager, de har brug for til at leve i deres håbefulde nu.
Årene går, selvom dagen er den samme. I slutningen af bogen er der gået 28 år, siden 18. november satte sig fast. Tara har mod på at bevæge sig mod den 19, fri og håbefuld: ”Der er et andet rum omkring mig nu, et rum, der står åbent. Jeg har lyde og dufte, og jeg behøver ikke tænke på andet end at komme videre, at skaffe frø til grøntsager, der skal dyrkes et sted mod syd.” (s. 180). Og som sådan minder romanen os stilfærdigt om, at vi har brug for at sætte frø og passe på jorden (som i øvrigt klarer sig fint uden os) for at overleve.