Fortælleren i Madame Nielsens kærlighedsroman ”Lamento” fra 2020 er en ung kvindelig forfatter, der forelsker sig hovedkulds i en mandlig dramatiker. I en lang periode ’falder de ud af tiden’ – burer sig inde i hendes lejlighed og lever og ånder i hinandens kroppe, som om alt udenfor dem er uendeligt ligegyldigt. Alt er idyl i tosomhedens vugge, men da parret vover sig udenfor boblen, begynder tragikken at trænge sig på. Ikke mindst markerer bryllupsrejsen til Frankrig, som romanen åbner med, en skæbnesvanger indgang til hverdagslivet og det, der skulle være den langstrakte kærlighed. I et hus i Provence glider parret fra hinanden ”med lysets, tankens eller snarere uopmærksomhedens hast” (s. 12), men endnu værre bliver det, da de efterfølgende rejser til Paris. Her forårsager de uforvarende en skæbnesvanger ildebrand, der romanen igennem flammer som et billede på parrets altopslugende og destruktive forelskelse.
48707211
Tilbage i Danmark kommer en datter til, og alt imens bliver den sprække, der allerede er opstået i parrets liv, dybere og mere uoverstigelig. Manden burer sig inde i sit skrivehummer, og i en periode forlader han lejligheden hvert andet døgn og er væk indtil næste dag. Frustreret står fortælleren og ønsker sig samliv, kærlighed og tid til sine egne skriveprojekter, men mandens modsvar er, at de kan dele tiden med barnet imellem sig, så de har en halv dag hver. Måske er han ude af stand til hverdagen – til at leve i andet end fiktionens univers, som forelskelsen på mange måder også kan lignes med?
Romanen er skrevet som et tilbageblik mange år senere – og som en henvendelse til den fælles datter. Den fremstår som en slags sorgfuld forklaring på, hvorfor forelskelsen ikke overlevede hverdagslivet. Lamento betyder da også sorg, og i musikalske og poetiske sammenhænge bruges begrebet om en passioneret udfoldelse af sorg; en klagesang. Det er vanskeligt ikke at komme til at anlægge et biografisk blik på romanen og læse den som en skildring af Nielsens tidligere forhold til forfatter Christina Hesselholdt – i et forsøg på at se sig selv fra hendes perspektiv. På den vis er romanen endnu en selviscenesættelse, hvor forfatteren jonglerer med identiteter og med forholdet mellem virkelighedens og fiktionens verden.