Karen Blixens ”Sidste fortællinger” fra 1957 er trods titlen ikke hendes sidste værk, men det næstsidste. Værket er inddelt i tre dele, hvor første del bærer overskriften ”Kapitler af romanen ALBONDOCANI” og består af syv noveller. Anden del, ”Nye fantastiske fortællinger”, består af to noveller, mens der er tre noveller i sidste del, ”Nye vinter-eventyr”. Novellerne i første del var oprindelig tænkt som en del af en forkromet fortællekreds a la ”1001 nats eventyr” eller Boccaccios ”Dekameron”, men projektet blev aldrig fuldendt.
De syv noveller, der her er udgivet under overskriften ”ALBONDOCANI”, tager fat i de samme tematikker, som Blixens øvrige forfatterskab kredser om: identitet, køn, repræsentation, tro, kunst, fortællingens kraft.
54243723
Flertallet af novellerne foregår i Italien i første halvdel af 1800-tallet. I ”Kardinalens første historie” spørger en ukendt kvinde en kardinal: ”Hvem er De?” Han svarer ved at fortælle hende sin historie i 3. person, og hans baggrund viser sig at være så kulørt, at den er som snydt ud af eventyrets og de store fortællingers univers. Kardinalen er tvilling, men da han var spæd, brændte hans bror ihjel, og ingen vidste nu, hvem af dem der overlevede. Derfor inkarnerer kardinalen begge drenge i sit væsen – det religiøse, som faren havde tilskrevet den ene bror, og det kunstneriske, som moren havde tilskrevet den anden.
Kardinalens historie står som et billede på, at identitet er en broget og udefinerbar størrelse, som vi kun kan forstå igennem de store fortællinger. Kardinalen fremhæver i øvrigt ’den store fortælling’ frem for den moderne roman (se citat). Også kunstneren og kunstens rolle er et centralt tema – ligesom i novellen ”Samtale om natten i København” fra samlingens tredje del.
Flere af novellerne i anden og tredje del tematiserer kærligheden og dens forviklinger, nemlig ”Karyatiderne”, ”Ib og Adelaide”, ”Ekko” samt ”En herregårdshistorie”. I ”Ekko” er hovedpersonen sangerinden Pellegrina Leoni, der også indgik i ”Drømmerne” fra ”Syv fantastiske fortællinger”. ”Ekko” bliver ofte fortolket som en fortælling om Blixens forhold til forfatteren Thorkild Bjørnvig, men kan også ses som en moderne udlægning af den græske myte om Ekko og Afrodite.