Bulgakovs kat

Citat
”Jeg havde drukket kaffe og, som det første punkt i arbejdsrutinen, været igennem dagens aviser (…) Efter en god halv time var mit indre en ovn fuld af empati, rædsel, indignation og gode ideer. På den energi kunne jeg skrive i flere timer, og arbejdet gled let.”

”Bulgakovs kat”, s. 10-11.

Adda Djørups lille fiffige roman ”Bulgakovs kat” fra 2020 handler om en forfatter, der i en art stressfuld, sort protest holder op med at skrive, læse bøger og se film – i stedet vil hun kun beskæftige sig med virkeligheden. Det vil blandt andet sige hendes 5-årige datter. Men snart spænder både virkeligheden og litteraturen ben, for ud af det blå dukker katten Behemot op – som skudt ud af Mikhail Bulgakovs roman ”Mesteren og Margarita” fra 1967. Samtidig rykker redaktøren for et manuskript og banken efter indtægter.

Et centralt tema i romanen er forholdet mellem litteratur og virkelighed. Jegpersonen fortæller indledningsvist, at hun normalt bruger virkeligheden som drivkraft (se citat), men da hun opgiver skriften, er det på grund af en følelse af, at litteraturen alligevel ikke kan stille noget op mod problemerne, der tårner sig op i verden.

47588472

Et andet centralt tema er det moderne menneskes liv og fortvivlelse over alle de roller, der skal jongleres med, og den følelse af stress og til tider apati, der kan følge med. Det moderne karriereorienterede liv får én på hattepulden. Både igennem hovedpersonen og via det manuskript, hun forfatter, da hun alligevel ikke kan lade være med at skrive. Med blå tusch på blankt papir skriver hun om karrieremennesker uden empati.

Da hun står med et færdigt manuskript i hånden, tror man lige, at fortælleren er tilbage på sporet, men selvfølgelig æder den flabede Behemot hele manuskriptet, inden den forfører jegpersonen godt og grundigt. Og så kaster de to sig ellers i grams, alt imens de giver griskhed én over snuden.

Det viser sig nemlig, at Behemot arbejder som en form for verdensomspændende konsulent med et stort netværk blandt fremtrædende politikere og erhvervsfolk, og Behemot tager jegpersonen med til diverse middage i de fine kredse, hvor kat og kvinde hærger og ydmyger hovedpersonerne, der finder en masochistisk nydelse i udskejelserne. I disse scener er der mange referencer til Bulgakovs raptungede, fandenivoldske og skydegalt raserende Behemot, ligesom der er et tydeligt hint til Margaritas deltagelse i Satans bal.